Er aikido en kampkunst

Henry Ellis, sensei.

En artikel af Henry Ellis, sensei – en af Englands ældste aikidoka. Han må vel sige at tilhøre ”den gamle vej”, i en tid hvor Aikido måtte bevise sit værd i forhold til karate, judo og andre former for Budo. I dag hvor Aikido kan stå i sig selv, for hvad den er, er mange af fortidens interne og eksterne problematikker kun relevante set ud fra en historisk værdi.

Henry Ellis gør opmærksom på at vi må skelne mellem den aikido som blev udviklet medens O´sensei var ung og så da han blev ældre. Som ungt menneske søger man at teste sin krop som ældre sit sind.

Aikido handler om at ”to træner sammen” og ikke som i mange andre former for kampkunst hvor man primær kun laver kata. At gøre sigf eet med sin partner i Aikido er ikke det samme som at danse Tango elller at "harmoniserer" sig med sin modstander. Harmoni opstår der hvor den individuelle identitet opretholdes og ikke udlignes.

Uke øver sig i at lave realistiske angreb eller at skærpe sine motivationer og intentioner.
Nage øver sig i at modtage uke ved at gøre sine teknikker så effektive som mulig. Denne sociale dimention er en vigtig side af Aikido

Hvis Uke ikke er ærlig i sine intentioner, men forsøger at tilpasse sig Nage, vil teknikken aldrig virke. Ukes roller undervurderes alt for ofte, medes man tror at Nage rolle er den vigtigste.

Kvaliteten i Nages teknik, vise sig imidlertid i den måde hvorpå Uke falder eller standses.

Aikido teknikkerne bliver først effektive når de er gennemstrømmet af Ki, men man kan ikke forvente at et sådant resultat opnås før efter mange års træning og først op i dan graderne. Det er derfor vigtigt at basis træningen i Kyu graderne fastholdes. Ki er ikke en slags magi. Der findes en del ”Harry Potter Ryu” lige som der findes ”Cowboy Ryu”.

Problemet ligger ikke i Aikido, men i de realisationer som ikke forstår, hvilke kvaliteter som Aikido udvikler på længere sigt.

Ofte hører man om ”Aikido uden smerte”. Når man træner to sammen i en time eller to, flere gange om ugen, er det indlysende, at man er nødt til at udvise hensyn – alt andet vil ende i ”pay back time”. Livet i sig selv er fyldt med smerte, at tale om Aikido uden smerte giver altså ingen mening.

På et seminar oplevede jeg en gang min Shihan, lave en nikyo på en elev. Pludselig gik eleven ned med et højt skrig af smerte og rejste sig ikke igen. Alle var dybt rystede. Men shihan forsatte undervisningen, som om intet var hændt.

Da jeg havde hørt en del om ”Aikido uden smerte”, tænkte jeg om Shihan havde været for hård og lavet en fejl, men ved nærmere eftertanke forstod jeg at Uke havde stået og sovet i blind tillid til at intet ville ske og da Shihan lavede en let nikyo, fik Uke et psykisk chok over selv den mindste smerte.

Jeg tror det er vigtigt at vi skelner mellem de korte og statiske teknikker, som bør dyrkes i kyu graderne og så du lange og dynamiske teknikker som dyrkes i højere dan grader.

Vi må lærer at skelne mellem forskellige kvaliteter i ukes ”angreb” og i nages ”forsvar”. Visse øvelser er præget af ønsket om ”effektiv forsvar” andre af ønsket om ”flow og timing”.

Et punkt i bevægelse mødes med et ubevægeligt rum. Et bevægeligt rum mødes med et ubevægeligt punkt. Kvaliteterne i højre og venstre hånd, må være som Yin og Yang.

Men uanset om teknikkerne er statiske, dynamiske, langsomme, hurtige, store eller små er det afgørende at sindet befinder sig i en tilstand af dyb indre ro. Da er Aikido hinsides kamp og smerte.

http://www.geocities.com/britishaikido/articles/is_aikido_a_martial_art.htm

Bemærkninger til nyt interview med Doshu Moriteru Ueshiba, fortaget i Brazilen.

Den 20 juni 2006 begyndte der en tråd på Aikido Journal, under overskriften The second largest Aikido semminar in the World. Denne tråd udviklede sig til vel nok en af de længste på Aikido Journal.

Senere fulgte så offentliggørelsen af et interviewe med Doshu Moriteru Ueshiba, som jeg vil knytte følgende bemærkninger til.

Hvem er Moriteru Ueshiba? Som efternavnet antyder er han i familie med grundlæggeren Moherie Ueshieba, nærmere betegnet barnebarn af grundlæggeren af Aikido.

Navnet Moriteru betyder ”den der vogter og beskytter centret”, et navn som hans far Kishumaru Ueshieba gav ham, vel vidende at han formodentlig ville blive den tredje generation i denne familie som overtog titlen som Doshu.

I Aikikai betragtes han således som Doshou III. Ordet doshou fortolkes i denne sammenhæng som ”Mester af vejen”, og som sådan kan der kun være én mester eller Doshou. En anden fortolkning af ordet Doshou, foreslår ”Den der beskytter vejen”, det vil sige et mennesket som har gjort det til sin livs opgave at være Protektor for Aikido.

Den første fortolkning knytter sig mere til den vi kender fra de historiske dynastier og den anden mere fra de åndelige esoteriske traditioner. Alt efter hvilken fortolkning man vælger opnår man to forskellige sociale realisationer af Aikido, enten som institution eller som bevægelse.

Moriteru Ueshiba gør opmærksom på at selv om han var tredje generation i Ueshiba familien, følte han sig helt frit stillet med hensyn tilvalg af sin karrierer. Han har dyrket lidt Sado (te ceremoni), men kan også lide at spille golf.

Moriteru Ueshiba, fremhæver at han føler det som sin opgave, at sikre at Aikido forbliver en udviklings vej. Derfor må de fysiske teknikker gå hånd i hånd med den åndelige side af Aikido.

Han forsætter: Først øver man sig ved at efterligne læreren, senere modificerer man det i henhold til sin fysiske konstitution og måden hvor på man tænker, det er naturligt. Teknikkerne er derfor ikke altid det samme for alle og enhver.

Til spørgsmålet om Aiki-ken og jo, mener han at Aikido viser sine former klarest uden brug af våben, men at det er nødvendigt også at træne med bokken og jo. Han søger her at skabe en balance mellem brugen af våben og de bare hænder.

Når det kommer til spørgsmålet om udvikling af KI gennem meditation og åndedrætsøvelser, så mener Moriteru Ueshiba, at det allerede findes i aikido øvelserne og at man ikke behøver at praktiserer det adskilt.

Aikido som bevægelses kunst indeholder til en vis grad former som giver en vis form for indre udvikling. I langt de fleste tilfælde forbliver Aikido teknikerne enten en blød form for slevforsvar eller helse gymnastik. Dog er der en vis mulighed for at nogle få, gennem årevis træning af Aikido teknikkerne kan nå frem til en form for indre udvikling.

Skal en egentlig åndelig udvikling realiserer ved hjælp af Aikido som grundlag for træning af kroppen er det nødvendigt at træne sindet. Det er også hvad Moriteru Ueshiba, påpeger uden dog at kalde denne metode for meditation.

Opgaven for Aikido i fremtiden er at få integreret det bevidste arbejde med udviklingen af Ki gennem et meditativt arbejde. Det som bekymrer mange oprigtige Aikido udøvere, er at Aikido skal blive et skalkeskjul for Yoga, Terapi og Helse Gymnastik, hvorved Aikido mister sine rødder som en Budo eller Kampkunst. Man kan naturligvis ikke forvente at nogen skal påtage sig den meditative opgave, det må beror på et individuelt valg.

Hvor vanskeligt det er at forstå begrebet Budo, ser vi i dag i islamiske fortolkning af begrebet Jihat eller ”Hellig krig” – som i realiteten er en Indre Krig i vort eget indre, mod det onde, sekterisme, fanatisme og egoisme. Budo er derfor den indre krigers vej. Den eneste virkelige sejer er at overvinde sig selv. At gøre op med det lille egos tyranni.

Spørgsmålet om brugen af traditionelle Japansk klædedragt som Dogi og Hakama rejses. I Aikikai er brugen af Hagama kun forbeholdt sortbælte graduerede og han anbefaler at bruge Dogi til træningen.

Klædedragt og adfærd i dojo er en essentiel del af den impuls til indre udvikling som udgår fra Aikido, uden at man udvikler sig til en slags "hvid japener".

Der peges her på at hvis vi seriøst ønsker at bruge Aikido som en udviklingsvej, må vi accepterer at Aikido har sine rødder en fjern orientalsk kultur arv, som trækker sine spor fra Tibet, Kina og Korea til Japan. På samme måde som man accepterer at den moderne sport har sine rødder i det antikke Grækenland. At sporten i vesten så er blevet gjort til underholdning og forretning er en anden historie.

Hvad angår den biologiske linie i Ueshiba familien som overhoved for Aikikai, siger Moriteru Ueshiba, at hans far aldrig har tvunget ham til at vælge denne vej og der er ingen grund til at betvivle hans udtalelse. Men taget navnet Doshou III i betragtning, som ”Den der beskytter centret” og den traditionelle arvefølge i al Japansk kultur, er det kun rimeligt at antage, at han har følt det som sit kald at antage embedet som Doshou III.

Til spørgsmålet om der findes autentisk aikido uden for Aikikai siger han, at man må følge sin egen vej, men at overførelsen fra hans bedstefar, far og til ham selv er den bedste grant for udviklingen af aikido.

Spørgsmålet om teknisk og personlig adfærd i forhold til gradueringer rejses: Hans svar er enkelt. Undervisningen i dojo må lægge lige megen vægt på det tekniske, som det åndelige indhold i aikido.

Det er den daglige impuls fra dojo, som viser sig ved eksaminationerne. Den rette adfærd i dojo og åndelige indhold må udøver daglig i dojo.

Sidste spørgsmål: Hvad er aikido? Jeg vil overlade læseren til selv at besvare det.

http://www.aikidojournal.com/forums/viewtopic.php?t=95

Phill Burgess, 6 dan British Ki-society.

Phill Burgess besøgte Gøreborg Ki-aikido selskab, November 2006.
Læse mere på dette link.

Lad ki strømme frit

Fællestræning Aiki Open

Se referatet fra denne event under link Aiki Open

Simplicitet

Kato, sensei med jo

Her nogle fotos af en Natur Dojo - det fik mig til at tænke på de Natur Dojo - Esbjerg og Århus
Ki & Aikido Dojo lavede ved Vesthavet.

http://kawatok-web.hp.infoseek.co.jp/aikido/2006_02_12okutama/2006okutama.htm

KATO Sensei – tavs og ukendt

Michael Holm og venner på udflugt i det Japanske forår.















Kato, sensei. 2005

Jeg mødte første gang navnet Kato, sensei , da Glx dojo 2005 var i Japan.

Der oplevede de at møde Kato, sensei.

Men hvem er denne Senseis egentlig?

Den engelske tekst finde den på dette link, samt en række af meget smukke billeder fra turen.

http://toitsu.dk/articles/articles2.html

Kato, sensei er født I Tokyo 1935 og begyndte træne Aikido som 19 årig i 1954 ved Hombu Dojo.

Han havde et almindeligt arbejde som trykker og deltog derfor kun én gang om ugen om aftenen.

For nogle få år siden gik han på pension og kunne derfor nu undervise i Aikido på fuld tid.

Nogle gør en hel del ud af at henvise til at de var uchideshi for O´sensei og nogle undre sig over

Hvorfor man ikke ser fotos med Kato, sensei sammen med Ueshiba, Årsagen er denne at disse foto normalt blev taget i dagtimerne, når han var på arbejde.

Han havde studeret 34 år før han lavede en dojo. Det var i den periode at han modtog 8 dan.

Kato, sensei, er en ”hverdagens aikidoka” – som bare havde et almindeligt job og trænede i sin fritid. Der var ingen som betalte for at modtage hans undervisning. Han hav bare aldrig op, men trænede uanset omstændighederne.

Hans opfattelse af aikido blev præget af O´sensei, som sagde: ”Budo er en gave fra Gud, ikke en skabelse af det menneskelige sind” og ”Budo kan ikke læres fra andre mennesker. Man må selv udøve det.”

Som så mange andre af O´senseis elever så gav sådanne udtalelser ingen mening og man accepterede blot hans udtalelser.

Derfor begyndte Kato at visualiserer hvad O´sensei gjorde og tog sig ikke så meget af det han sagde. Træningen med O´´sensai var til tider meget hård og Kato modtog kraftige Ukemie uden egentlig at kunne falde ordentlig, hvilket forskrækkede ham.

Men netop sådanne oplevelser styrkede hans hengivenhed til praksis. Hans imagenations metode er ikke noget som kan læres men kun antages og udøves med disciplin. Det handler ikke om at kopierer en lærer eller teknik, men at udvikle den fra sit eget indre. Det er derfor der i aikido er så mange forskellige måder at undervise på og ingen teknik er objektiv. O´senseis undervisning var ikke ud fra en bestemt model eller mønster, men altid nyskabende.

Et japansk ordsprog siger: ”Ekstrem blødhed kontrollerer hårdhed”, men O´sensei sagde: ”Ekstrem blødhed kontrollerer hårdhed og ekstrem blødhed kontrollerer blødhed”. Alle indeholder en sandhed og O´sensei hang sig ikke i kun et begreb, men omfattede mange opfattelser.

At forklare noget giver sjælden resultater, man må hjælpe eleverne til at skabe imagenationer, at visualiserer det de gør gennem praksis. Det er den eneste begrundelse for mundtlig undervisning. Ikke hvad der bliver sagt, men hvad det uvirker i sindet.

Kato lagde derfor megen vægt på at overfører sin undervisning gennem eksemplet. Kun gennem selv at opleve teknikken udført og modtage ukemi kan uke selv opleve hvorledes det føles og derefter selv forsøge på at genfinde denne kvalitet i sin egen krop og sind.

For Kato var det at se alt – ”At se er at tro”, sagde han.

Hvad angår Kotodama, så var Kato ikke nogen skriftklog. Han erkendte at forholdet mellem centret i maven (hara) og strubehovedet, projicerede Kimochi (følelser). Men for megen snak kan fører til ordlege. Det er afgørende i Budo er at der er overensstemmelse mellem ord og handling. Sig hvad du gør Styrken i Aikido er at tage om hinanden.

At kunne rumme og favne det som er os fremmed og uforståelig at skabe fred (Wa) og forbindelser (Musubi) der meget mere vanskelig and at vise styrke ved at lave kast og låse, det kan bare være en anden form for bevægelses leg.

Styrke i Aikido handler ikke om evnen til at kaste rundt med hinanden, men udholdenhed i træningen. At skabe gode relationer er også styrke.

Med mindre vore ord og handlinger gennemstrømmer det menneskelige perspektiv, er det ikke styrke i Aikido betydningen.

Det er derfor at udøvelsen af Kumiuch, traditionelle kampteknikker ikke er Aikido. Det betyder ikke svaghed, men at hævde sig selv på andres bekostning er ikke styrke. Et stærkt menneske kæmper ikke.

Nogle forfattere som var specialister samuraiernes historie kom en gang til O´sensei.

De begyndte at tale Sen sen no sen (svar før et angreb) og Ato no sen (mod angreb). Grundlæggeren svarede at det ikke findes. I aikido vinder man før kampen er begyndt. Han havde en opfattelse som gjorde alt til en enhed. Et værdisystem som overskred begrebet om at vinde og tabe.

Hans søn Kisshomaru, sensei var også en ægte underviser. Hans vurdering af folks integritet var stærk. Han kunne anerkende undervisere som havde en stærk individuel stil. Det er vanskelig at anerkende en aikido instruktør, som udøver en anden stil end den man selv udfører. Det kræver en del storsind. Det er vigtigt at træne alene.

Kato, sensei var som sagt ikke elev på heltid hos O´sensei, fordi han måtte passe et fuldtids job. Derfor var han nødt til at træne med sig selv. Der er mange former for Hitori wasa også med jo, bokken. og iaito. Før eller siden udvikler den ihærdige elev sin egen stil, han må da være særlig opmærksom på at træne sin imagenations kraft og respekt for hans sempai.

Det forhold at hans først i en alder af 53 år lavede en dojo, taler for sig selv.

Unge mennesker burde teste deres fysiske grænser. Men træner man ikke sin moralske fantasi, ender man kun med at Aikido bliver en slags mental og emotionel helse gymnastik.

Det er vigtigt at træne fredeligt og uden at bekrige hinanden. Uden broderlighedens ånd kan aikido ikke trives.

O´sensei sagde en gang til Kato: ”Jeg har overhovedet ingen elever. Der findes ingen elever, men mange kammerater som ledsager mig. Jeg har ledsagere som vil fuldfører denne filosofi.

.

The three fold of the human foot

Normalt er der kun dansk sprogede tekster på denne Weblog, men da den blev skrevet på engelsk ser jeg igen mening i at oversætte den baglæsn.
Baggrunden for denen artikel er reflektioner over mit sommernmøde med Yosigasaki, sensei i Borrevejle 2006.

læs mere på: Aiki-arkiv aug 2006

At finde sin Do

For nogen tid siden så jeg i et debat forum følgende udtalelse: ”De fleste aikidoka interesserer sig ikke så meget for filosofien i aikido, men kun for teknikkerne”.
Denne udtalelse rummer en kendsgerning. For 10 år siden hørte jeg den samme opfattelse udtalt på en endnu mere radikal måde: ”Der findes kun teknikker i aikido”.

Jeg stillede da spørgsmålet: ”Hvad blev der af O´sensie åndelige lære?” - Jeg modtog intet svar far nogen side.
Jeg begyndte da selv at undersøge spørgsmålet og kom til den konklusion, at den åndelige lærer som O´sensie, bl.a. nedfældede i sine Dokas ”Fredens Kunst” og andre af hans anvisninger for en indre skolingsvej, forsvandt ud af aikido da han døde.

Det skyldes for skellige forhold: a) ingen af hans elever kunne eller ville antage O´seneis åndelige lære. b) ønsket om at tilsløre og fjerne de historiske bånd som viser, at O´senies udvikling af hans Aikido ikke havde været mulig uden støtte fra Omoto religionen.

Det er karakteristisk for den udviklings om finder sted i Aikikai efter O´sensei død, at de af hans personlige elever, som søgte at opretholde en åndelig impuls i aikido, dvs. kontemplation og meditation, rette deres opmærksomhed med Zen-meditationen.

En anden side af den åndelige demission af O´sensies arbejde knyttede sig til det kan kaldte Kotodama – ”Det åndelige ord” og ”Den universelle Ki”

I vestlige traditioner tales der ofte om ”Det tabte Ord, som blev væk og genfundet, skønt det aldrig havde været borte”.

Der synes for mig at være to tendenser i dette spørgsmål: a) der fravælger enhver tale om et indre åndeligt arbejde i forbindelse med aikido og b) de der søger en indre skolings vej som er i harmoni med O´sensies oprindelige intentioner.

En sådan udvikling er ikke et spørgsmål om aikido i den forskellige organisations former. Aikikai er jo ikke nogen ”stil” eller ”linie”, men en multinational paraplyorganisation.
Aikikai er altså ikke en Ryu, men en forening af forskellige ryu, som har det ene til fælles at de graduerer ud fra de linier der er nedlagt af Aikikai Doshou, Japan.
Som sådan kan og har Aikikai ikke nogen officiel holdning til religiøse eller åndelige spørgsmål, men holder sig udelukkende til tekniske spørgsmål.

Det betyder imidlertid ikke at der i Aikikai ikke findes Shihan og Senseis som foruden det tekniske program har deres eget syn på spørgsmålet om Aikido som en indre skolingsvej.

Den største gruppe af Shihan og Senseis som kreativt arbejder med spørgsmålet om Aikido som en indre skolingsvej, findes imidlertid uden for Aikikai organisationen.

Arbejdet med Ki og Meditation er imidlertid et individuelt anliggende, som ikke kan leve ud fra traditionelle organisatoriske forhold, uden at løbe risikoen for arbejdet bliver en unaturlig konstruktion eller en slags ny-reigiøsitet i lighed med O´sensies Omfoto religion.

Problemet er ikke stå stort så længe vi beskæftiger os med det helsemæssige, skønt faren for at løbe ind i kommercielle og terapeutiske ambitioner også er en fare på dette felt.
Den værste fare ligger i det mange oplever som det religiøse element og ikke mindst i vor kulturkreds som er præget af Protestantisme og hundrede af års afstandtagen fra Katolske Hierarkier og Mysticisme er der en stor berøringsangst for det vi kan kalde ”det indre åndelige liv”.

Gennem de sidste 40 år er der imidlertid sket en vis opblødning på dette felt gennem de åndelige impulser som er kommet fra orienten, Indien, Kina og Japan.
Skønt Zen har sin oprindelse i Japansk kultur, blev den i 60erne nærmest et modefænomen i store dele af vesten. Den Hinduistiske Yoga åbnede også mange nye døre, på samme måde som forskellige Buddhistiske meditations metoder også har vundet stor udbredelse i vesten.

På samme måde som vesten ikke har kunne antage Ko-ryu og Mestre af disse traditioner hævder at de kun kan trives i Japan, således er kulturimport fra orienten heller ikke anvendelig, hvis det betyder at det vestlige menneske skal antage gamle orientalske adfærdsmønstre og religiøse opfattelser.

Det handler netop i vesten om ikke at nytage orientens gamle visdom, som en slags pseudoreligiøsitet. Selv aikido i sin kun tekniske form rummer dette faremoment af nyreligiøsitet.

Kun der hvor vi kan gå ind og forstå og bruge de meditative sider af østens gamle
visdom på en åndsvidenskabelige kan vestens menneske gøre brug af den øvelses praksis som har sine rødder i den orientalske visdom.


Man kan udmærket dyrke aikido som en slags human selvforsvar, eller som en interessant måde at få motion på og for langt de fleste er det nok – ja mere end nok.

At foretage endnu et skridt er som at løse den Gordiske knude. Det kaldes også den ”Endelige skær”. Sværdet er sindets der skære gennem det tilsyneladende.
At skære ind til benet er at ramme noget hårdt og afgørende. Det at frigørelsen kun er at finde i os selv og at det selvskabte ikke findes noget sted uden for en selv.

Det er derfor at Aikido adskilte sig fra Aiki-jutsu og derfor at Aikido ikke kan findes gennem træning af nok så mangen teknikker hvor mange år man så end hengav sig til en sådan stræben.

Det er derfor at Aikido er en Do – hvor Jutsu er et biprodukt et sekundært resultat og ikke målet i sig selv, men det var netop på dette afgørende og springende punkt at O´sensei blev overhørt af sin samtid og sin eftertid.
Mål og middel bliver forbyttet med de alvorligste konsekvenser til følge

Alle forskellige åndelige veje (Do) er udtryk for forskellige processer eller metoder, for at opnå det samme mål.. Men Do er proces som kun finder sted i menneskets inderste bevidsthed.

Målet kaldes ved forskellige navne: Oplysning, Satori, Himmelens Kongerige eller Regnbuelegemet, men hvad end vi kalder denne tilstand er den kun et billede på Sindets inderste og oprindelige natur.
Det selvskabende og selvopløsende åndelige væsen i mennesket.

Den uendelige befrugtning

AIKIDO KRAFT LEGEME



Nogle betragtninger om den nødvendige fornyelse i livet
og hvorledes vi kan se disse i Aikido.

Aiki-arkiv
Læs mere 28-2-2006

Aikido og styrketræning

http://forum.aikiportal.dk/viewtopic.php?t=60
En drøftelse af hvad er styrke i Aikido-

Rei-gi hvad er det?

En dojo er et individuelt ansvarsfællesskab som indgås mellem frie og myndige mennesker. En dojo er et sted hvor der udøves en budo øvelsespraksis, hvis væsen bygger på et aristokratisk princip og moralsk imagenation.

Mange tror at en dojo er en juridisk forening hvor der gælder de samme regler som i politiske partier. En dojo kan, men behøver nødvendigvis ikke at være organiseret som en juridisk forening, men de fleste dojoer er bundet op omkring en demokratisk forenings struktur, af hensyn til økonomiske tilskuds fordele.

At en dojo ikke er underlagt demokratiske principper skyldes at de fleste budo former er bygget op omkring et graduerings system. Lederens af en dojo (dojo cho) er normal den højest graduerede.

Vi kan således tale om de forenings styrede dojoer og de private dojoer.

Læs mere på Aiki-arkiv december 05

Er aikido en kampkunst eller

Da Ki-selskabet blev oprette var der mange som oplevede det som en bevægelse bort fra aikido som en kampkunst.

Når man ser på de mange video som findes med Tohei, sensei lades man ikke i tvivl om at hans teknikker er kampkunst.

I sin rolle som Chefinstruktør for Aikikai, har mange af de nulevende Shihans praktiseret sammen Tohei i sin tid. De fleste aikido skoler er på en eller anden måde præget af hans bidrag til videre udvikling af aikido.

Hvad Tohei sensei primær pegede på var nødvendigheden af at ”være naturlig afspændt” når man praktiserede aikido.

I 1998 var jeg i Japan med G. Ruglioni, Shihan, Ki-dojo, Italien for at møde Mr. Tohei. Han fortalte mig da, at den første gang Mr. Tohei kom til Europa for at undervise i sin aikido, var der mange højt dan graduerede deltagere, som alle gik rundt og så meget seriøse ud. Han sagde til dem: ” Jeg kan ikke undervise Jer når I ikke kan smile” – efter nogen tid løste man op for stivheden i sindet og deltagerne begyndte at bevæge sig mere naturlig afslappet.

Læs mere Aiki-arkiv december o5

Noget mangler, noget er forkert...

Efter sigende et af K. Toheis ynglings citater før han stiftede Ki-selskabet.

Blandt de elever som samlede sig omkring grundlæggeren af Aikido, M. Ueshiba, kan man uden overdrivelse sige at K. Tohei var en af hans hovedelever.

På det organisatoriske plan viste det sig ved hans udnævnelse som General Chef Instruktør for Aikikai med rang af 10 dan.

Det er imidlertid ikke denne ydre side af hans virke som gør at jeg vil betegne ham som en af grundlæggerens hovedelever. Der var mange andre elever som stod M. Ueshiba personligt nærmere end K. Tohei og som viede det meste af deres liv til at tjene Ueshiba familien og den rolle som Doshu i Aikikai.

Når man hører om de udtalelser som er kommet fra K. Tohei, vedrørende hans forhold til M. Ueshiba, så kan man med rette spørge om betegnelsen hoved elev i det heletaget passer på K. Tohei.

Læs mere i Aiki-arkiv - november 05

Zen i aikido

Tenzan Toyoda, Shihan.

In Toyoda Shihan's opinion, Morihei Ueshiba O-Sensei was someone with a deep realization of wisdom,
obtained through a life of hard training. However, O-Sensei's personal meditation training was
an eclectic blend of Shinto and other practices which suited his rather unique personality...and were
not passed on in any coherent form. O-Sensei did not systematize the internal aspects of his training.
The result, according to Toyoda Shihan, is that Aikido practitioners in general do not deeply
engage in any sort of meaningful internal training. They speak about "harmony" and "neutralizing
conflict", but their understanding is purely intellectual and emotional. They lack the solidity of physical
realization, and the martial energy and power, which come from disciplined training in meditation
and breathing. "Twenty-five years of training, so what!" he once remarked about a senior practitioner.
"Twenty-five years, just throwing people around a few hours a week. For nothing."

http://members2.jcom.home.ne.jp/ichikukai/eindex.html

Misogi i aikido

Ichikukai-top

Hjemmeside for Misogi Dojo i Tokyu Japan.

Søren Dalsgaard

Aikido er mere og andet end selvforsvar. Aikido er først og fremmest en indre udviklings vej eller øvelses praksis, som har til formål at vise mennesket en proces eller vej (do) hvorved mennesket kan bringe sig i harmoni med livet (aiki).

Begrebet Misogi blev i Edo perioden (1683-1868) sat i forbindelse med en åndedræts metode, som stammer fra en gammel Shintoistisk tradition.. Den blev i perioder forbudt, fordi magthaverne mente at den styrkede viljes kraften hos dem som dyrkede denne metode og dermed mindre kontrollable for de magtbesiddende væsner. Metoden var derfor hemmelig i perioder.

Metoden blev meget kendt gennem den berømte sværd kunstner og digter Tesshu Yamaoka.

Senere i 1937 antog Tohei, sensei denne metode under vejledning fra Tetsju Ogura, som var elev af en interessant skole ved navnet Ichikuka, som betyder ”skolen 1 og 9” eller ”19”. En interesant navngivning for en esoterisk skole, som mindre om alfa og omega – begyndelse og afslutningen – fordi 1 et det laveste tal og 9 det højeste – alt andet er derefter kun kombinationer af disse to tal 1 og 9. problemet med de gamle metoder var at de var særdeles strenge og forudsatte lange perioder med retread fra det sociale liv.

Læse mere på - Aiki-arkiv - november 05

Aikido og kunsten i atemi

Link til en artikel om dette emne

Af Phil Buck

http://www.mimagazine.com.au/10_Atemi.htm

Spørgsmålet rejses ofte hvad er atemi? Er atemi slag eller stik i lighed med den måde det realiseres i karate, kung fu og ninjuitsu, mod bestemte punkter på kroppen?
Atemi er en del af aikido, men forskellem på hvordan man realiserer atemi er meget forskellig fra den ene skole til den anden. Spørgsmålet er måske snare hvorfor bruger man atemi i aikido og hvordan yuddfører atemi i aikido.

Som dreng besøgte jeg ofte min onkel som havde en gård. En aften da vi drev køerne hjem fra marken, tog jeg en gren og slog en af dem fordi den gik for langsom. Han blev vred og sagde: ”Man slår ikke dyrene!” Han tog da sin flade hånd og slog koen på bagdelen. ”Den skal ikke føle smerte, så bevæger den sig forkert, den skal kun hører lyden, så bevæger den sig som jeg vil”.

Nu 50 år senere, er dette eksempel for mig det mest enkle eksempel på hvad atemi er – det at lede ki –eller at lede med ki.

Domptøren i et cirkus, slår jo eller ikke til tigerne når de skala springe gennem en ring af ild. Slædehunden trækker i den rigtige retning når den hører den lange hunde pisk smælde over den hoved.

Atemi er en integreret del af aikido, men det er ikke et slag som i boksning, kung fu, karate eller ninjiutsu.
Atemi er gennem en hurtig bevægelse (ofte ledsaget af kiai) at lede uke på en sådan måde at han undgår at skade sig selv. Atemi er at neddæmpe angriberen, ved at nage i et split sekund gør ham lidt svagere og tager kraften ud af hans negative intention. Uke får dervedr mulighed for at ændre på konsekvenserne af sin vrede, begær eller sløvhed.

Hiroshi Tada, Shihan.oktober

Blandt de mange sensie som gennem tiden havde kontakt med
M. Ueshiba, må Hiroshi Tada siges at være en af hans hoved elever.

Læs mere på Aiki-arkiv - oktober 05

Gradueringer

En dybere forståelse af gradueringernes betydning tror jeg først kan opstå hvis vi ser på begrebet Ryu.

Begrebet Ryu udlægges ofte som stil eller skole, men jeg foretrække ordet tradition. Da Ueshiba skulle vælge et navn til det han ”Dai Nihon Budo Senyo Kai”. (Sammenslutning til fremme af den større Japanske Budo”, men i daglig tale blot Ai-ki-do.

Vi kan sammenligne en Ryu med et træ som er vendt på hovedet. Grundlæggerne af en Ryu kaldes ofte ”rodmestre”. De er det frø som lægges i jorden og dør, hvorved der spirer en hoved-stamme frem, som senere udvikler flere side stammer og grene. Ryu har altså en hovedlinie eller hovedstamme baseret på de hoved-elever, som forstod at fører rod-mesterens tradition videre.

Ueshina, havde mange elever, men kun få hoved-elever og her skal blot nævnes Saito, sensei, Nishio, sensei og Tohei, sensei. Hver af disse senseis søgte at viderefører essensen af det som de så var den tradition som grundlæggeren havde optaget i sig, gennem sin oplysning eller Satori. For Ueshiba blev begrebet AIKI identisk med denne indre linie eller tradition.

Den var på visse punkter knyttet til konkrete skoler, men vi lades ikke i tvivl om at Ueshibas oplysning og hans inspiration til udviklingen af sin Ai-ki-do, udsprang af spirituelle og kosmiske impulser og ikke kun overførsler fra gamle historiske mestre og skoler i Japan eller Korea.

At overfører den ”røde tråd” eller ”indre linie” i en inspiration er et meget kompliceret anliggende, men gennem gradueringerne har man søgt at opretholde en linie som giver mulighed for at eleven kan arbejde videre med principperne i traditionen.

Der er ikke meget der tyder på at grundlæggeren selv skabet noget graduerings system, men hans hoved elevers arbejde bestod meget i at skabe gradueringer. Saito, sensei blev kendt for sine Iwama gradueringer og systematiseringer af Bokken og Jo kater. Nishio, sensei skabte sin Toho Iai og Tohei, sensei sine Ki-klasser.

Gradueringerne afspejler således essensen af hoved elevernes opfattelse af deres synsvinkel. Fra hovedstammen dannede der sig sidestammer og fra disse forgreninger.

Gennem de forskellige gradueringer har eleven derved mulighed for at blive indført i en tradition, som løber meget længere tilbage i tiden end grundlæggerens egen tids horisont.

Gradueringerne kan altså være en introduktion til en proces, som måske kan lede videre til at finde den indre linie i det som vi kalder AI-KI.

Interessant nok standser gradueringerne ved 4 dan. (KNK). Dette er et udtryk for at det tekniske har sine grænser, vor fysiske konstitution bevirker at der er grænser for fysisk perfektion.

Hvis det der ligger ud over 4 dan ikke kun skal opfattes som æres bevisvinger for lang og tro tjeneste i en god sags tjeneste, så må man stille sig spørgsmålet om gradueringer ud over 4 dan kan måles og vejes med det ydre blik.

Jeg husker at en af mine lærer en gang sagde til mig: ”Der findes kun teknikkerne”. Han kendte åbenbart ikke til begrebet Ki no nage, og som i visse aikio linier først forventes udført fra og med 4 dan, men jeg var da straks klar over at han ikke kunne lærer mig mere og at jeg måtte finde en ny lærer.

Når jeg ser på de impulser som grundlæggeren efterlod sig og som kan lede dybere ind i en opfattelse af hvad det var han søgte at overfører, så synes begrebet Ryu at være afgørende – ikke forstået som ”stilarter” – men som en organiske sammenhængende linie – et stort stamtræ i en skov af Budo vækster, i hvilket der står et særligt træ kaldet Aiki – en Ygdrasil – et Livets træ.

At nå frem til en opfattelse af det unike træs væsen og egenart, synes for mig at være den drivende kraft i mit arbejde. At forstå hvor fra det henter sine henter sine kræfter og inspiration. I dets rødder og i dets krone. Rødderne dybt forankret i jordens mørke dyb og krone højt hævet mod himmellyset.

Skal gradueringerne være andet en overførsel teknisk viden, må man indse at begrebet aikido består af tre ligeværdige begrebet AI-KI-DO.

For mig et det blevet til studiet af 1) Kotodama, det åndelige ords skabende harmoniske kraft. (ai) 2) Det levende og helse givende. (ki) 3) Den indre skolings vej. (do)

Hvis dette gennemstrømmer gradueringerne lige fra 10 kyu til 1 kuy er der mulighed for at Dan gradueringerne kan være begyndelsen til en opvågning.

LÆSE MERE OM EMNET PÅ

Aiki forum - oktober 05

Ryu eller Do

Et lille indlæg om noget der er glemt?
Læs mere på. Aiki-arkiv - september 05