Friday, August 03, 2007

Chi Kung - Jing Chi - Nei Kung



Der er en gammel kinesisk talemåde som siger: hvis du ikke plejer ki-åndedræts øvelserne - de indre såvel som de ydre, vil din kampkunst blive virknigsløs og du selv vil blive tom.

Den indre form er uafhændig af ydre systemer.

Fra Jing=sexus til Chi=lidenskab til Shen=ånden

DEN GYLDNE KLOKKE

vær der ikke når det kommer
kommer det ændre det retning
kan det ikke ændes absorber det
at passe på sig selv er begyndelsen
at passe på andre er afslutningen


Læs mere på:


http://www.chikung.com/



Se praktisk øvelse på
http://www.martialarts.dk/print_emne.asp?id=15458

Friday, July 27, 2007

INDRANET
























Indra tilbeder Krishna

Den hinduistiske hoved gud Indra har lagt navn til begrebet Indranet


Når man i snart to årtier har studeret aikido som en kampkunst set ud fra en teknisk synsvinkel, rejser spørgsmålet sig: Hvor godt kan det blive? Allerede i eksaminations systemet ser vi at 4 dan er den sidste eksamination. Der er grænser for hvor perfekt den fysiske form kan blive. Alder og fysisk konstitution sætter sine naturlige grænser.

Der findes tre motivationer i enhver autentisk skolingsvej 1) at øver sig for sin egen udviklingsskyld. 2) At øve sig for og med andre og 3) at arbejde for skolen.

De to første trin indeholder en række af tekniske udviklings muligheder og senere meditative kvaliteter.

At arbejde for og med skolen, betyder at man begynder at forholde sig til de sociale relationer til spørgsmålet om infrastrukturen.

Mange skolingsveje påkalder sig gamle traditioner, men aikido er i realiteten en meget ny vej (do). Her må vi skabe nye traditioner – finde det levende og det kommende.

Man kan blive ekspert på mange områder også i aikido, men bliver man et bedre menneske at kunne 500 forskellige teknikker eller være multi-dan? Nødvendigvis ikke.
Hele dyreriget er et storslået eksempel på specialisering og ekspertise. Mennesket har et meget højre mål.

Ordet Aikido er på mage måder blevet til en formel, derfor foretrækker jeg ofte begrebet ”Fredens Kunst”. Fred i det mellemmenneskelige og i det sociale er det ikke grundlæggerens højeste ideal?

I det sociale kan Fred kun realiserer gennem åben og gennemsigtig kommunikation. Her har Internettet hjulpet med til at skabe nye synsvinkler.



I det sociale har vi hidtil fokuseret på to strukturer. 1) Den centrale eller lodrette linie og 2) Den decentrale eller den vandrette linie.

Der er imidlertid en tredie mulighed. Internette er en spejling af denne mulighed.
Internettet er i realiteten kun en ydre manifestation af et spirituelt begreb, som også er blevet kaldt for Indranettet. Et non-dualt, holistisk netværk.




http//www.heartspace.org/misc/IndraNet.html

En sådan ide tager lang tid at realiserer, fordi vor sociale orden bygger på 1000 års af erfaringer og fejltagelser. Nye ideer er altid opstået i mindre grupper som har stået uden for main streem eller den kollektive bevidsthed.

Skal Fredens Kunst realiseres, og ikke kun i en dojo eller den meditative zone, men som en sociale øvelse, da må begrebet Aikido også vise sig i udviklingen af en nutidig social infrastruktur og ikke som politisk eller sekterisk organisation, men som en levende bevægelse.

Wednesday, June 20, 2007

Tuesday, May 29, 2007

Aikido uden grænser






Opdateret verdensbilled.


Et tilbagevendende spørgsmål i aikido er altid – forskellen mellem ”stilarter”. Dette spørgsmål har ført til dyrkelse af personkult og sekterisme. I realiteten findes der ikke forskellige stilarter i aikido, men blot forskellige kvaliteter og synsvinkler.
Når vi taler om ”fælles træning på tværs af stilarter”, så viser det kun at vi endnu ikke er nået frem til det punkt som kan kaldes ”Aikido uden grænser”, men endnu er optaget af persondyrkelse og sekterisme. Fælles for disse to negative sociale impulser er at de fastholder mennesket i den opfattelse at nogen har monopol eller patent på ”ægte aikido” og at uden for denne eller hin stil, kan sandheden ikke findes.
Aikido udspringer fra forskellige kilder eller essens punkter. I begyndelsen er kildenvældet klart og rent, men kilden bliver til en bæk, så til en flod for senere at forene sig i havet. På vej mod havet løber floderne gennem forskellige geologiske aflejringer, som farver vandet. I Kina taler man derfor om den ”Røde” og den ”Gule flod”. Når vandet forener sig med oceanet, bliver det atter klart og salt. Hvis oceanet ikke var salt, ville alle verdenshavene begynde at rådne.
At søge kilden, eller at finde essensen, forudsætter at man som i et nu, med et sæt, i et ryk, vender sig mod kilden og begynder at bevæge sig mod strømmen. Fra da af giver det at tale om stilarter ikke længere nogen mening. Aikido er da et åbent felt uden grænser.
Alle opdeling i stilarter er i realiteten ikke et falsum, fordi det bygger på denne antagelse at denne eller hin sensei, shihan, soke eller doshou, har tilføjer noget radikalt ny til Aikido. Virkelig original skabelse er imidlertid kun noget der sker med mellem rum på 400 år. Mange af de videnskabelige opfindelse, som er gjort inden for de sidste 100 år er i realiteten opdagelser som er foretaget for mere end 300 år siden. Selv en person som I. Newton sagde: ”Hvis jeg har tilføjet noget nyt, så skyldes det kun at jeg har stået på skuldrene af titaner”.
Det meste af den aikido som vi selv når frem til er en slags klonisk mimik, som er opfyldt af misforståelse og en karikatur af den åndelige impuls som vi kalder AI-KI. Mange elementer i de såkaldte ”stilarter” er fyld med reminiscenser fra judo, karate og jujitsu – eller det er blevet til en slags helse dans - eller gymnastik. Nogle foretrækker at tale om bløde eller hårde linier, men også det er en misforståelse for i yin og yang, er det hårde og det bløde, det lyse og det mørke forenet i en indre harmoni.
Aikido er en bevægelse og ikke en organisation. Hvis Aikido er identisk med det ide grundlag som M. Ueshiba, har nedfældet i sine essenspunkter eller Doka – ”Fredens Kunst”, er Aikido en kunstart – men altså ikke en Kamp Kunst. At forsøge på at sætte en kunstnerisk impuls ind i en organisatorisk formel, leder bort fra Fredens Kunst. Hele det organisatoriske spørgsmål i Aikido, synes kun at ledes os bort fra Fredens Vej og ind i partipolitiske handle og tænkemåder.
Grundstenen i al aikido træning er begrebet Dojo og ikke Organisation. Men for at Dojo ikke skal blive selvoptagede grupper, er det vigtigt at Dojos har åbne og frie relationer. Disse bygger som alt andet i Aikido ikke på ”stilarter”, men på den gode vilje der lever mellem enkelt mennesker. Det netværk som trives på den individuelle relation, har bevæget sig ind i en dybere realisering af Aikido i Hverdagen. Det er en mellemmenneskelig social impuls, som heler og forener. Det eneste som mennesket i vor tidsalder har til fælles den frie individualitet og et levende ansvarsfællesskab.






Munjo



Et andet problem omkring begrebet stilarter er, at den feudalistiske tendens i al Budo, leder til at eleven kun er tilladt at have én lærer. En elev sagde en gang: ”Nej, jeg kan ikke komme og træne i din dojo, for det vil være illoyalt mod den dojo jeg nu træner i”. Men virkeligheden blandt alle de der har betydet noget i Aikido er at de har haft flere lærer. M. Ueshiba havde selv 4 eller 5 lærere i Budo og 2 til 3 åndelige vejledere.
Men da det normalt skaber skindsyge fra lærerens side, hvis han får at vide at hans elev, har andre lærere, så lader eleven som om han kun følger denne ene lærer.
Før en elev begynder at træne er det en god ting at han undersøger forskellige dojos, for at se hvad der bedst passer til ham. Derefter kan han forbyde sig. Efter mange års træning, kan han så med fordel begynde at orienterer sig og lade sig inspirerer af Shihans. Det afgørende er at man ikke spiller tid på at hoppe fra det ene graduerings system til det andet. Gradueringerne er konventioner, som afspejler en linie og det ville være spild af tid at lave om på gradueringer – hvad der trænes i dojo i hverdagen, bør ikke kun afgrænses af en graduerings kodeks. En sådan undervisning svarer til de kørerlærer, som kun underviser eleverne i hvad der skal til for at kunne bestå kørerprøven, uden hensyn til om de kan kører bil i det heletaget.
Gradueringens systemet er den tråd der forbinder eleverne i en given linie, en måde at kommunikerer på, så der ikke opstår begrebsforvirring, men det er ikke en begrænsning for hvad man kan og må træne i en given dojo. Det eneste man kan forvente af en Dojo Cho er at han søger at orienterer sig mod en eller flere Shihans, som for ham moralsk og teknisk er gode rollemodeller.
Begrebet Doshu er også meget uklar i aikido sammenhænge. I aikido journal ser vil følgende fortolkning, som svarer meget godt til den man bruger i Aikikai.

Leader of the Way; a term designating the leader of a school or group, martial or otherwise. In the case of aikido, the first Doshu was founder Morihei UESHIBA. The Second and present Doshu, is Kisshomaru UESHIBA. The Third Doshu designate, is Moriteru UESHIBA, grandson of the founder.

“Den der leder vejen”, - men den esoteriske betydning I de orientalske skoler er en anden, nemlig den som “Beskytter vejen”. Den betydning som Aikikai har givet begrebet Doshu, stammer fra det verslige Monarki – Tronarvingen er her den førstefødte søn af Monarken. Dermed opstår begrebet Doshu I, II, III ect.
I Lamaismen og Papisme, følger man også en kontinuerlig tradition. Men i ingen af disse skoler er der tale om arv via blodsbåndet. Dalilahma udvælges af en række initierede Lamaer, som søger den sjælspersonlighed i et barn, som svarer til et reinkarneret Buddhi. Paven vælges af et råd på ca. 120 kardinaler. Paven kan præge udviklingen ved at udvælge kardinaler så længe han lever, men han har ingen indflydelse på deres senere valg.
Begrebet Doshu kan ikke forstås med mindre vi forstår den esoteriske og traditionelle betydning af begrebet ”Protektor” eller ”Beskytter”, hvilket er noget helt andet en ”Leder”.
Mange velgørenheds og humanitære organisationer, har sådanne ”Protektorer”, men det betyder ikke, at de er ”ledere” af f.ek. Røde Kors eller UNISEF, disse organisationer kan have flere ”Protektorer”.
Den esoteriske tradition i orienten bruger imidlertid begrebet Protektor i en helt anden betydning. Her sættes det i forbindelse med Bodhisatva begrebet. En Bodhisatva er et Heroisk menneske, som har ofret hele sit liv for at hjælpe menneskeheden. En Boddhisatva er et menneske, hvis oplysning og medfølelse med alt levende, sætter ham i stand til at beskytte mennesket.
En af de største beskyttere i den japanske buddhistiske tradition er Munjo og i den kristne tradition svarer han til Mikaeli.
Det er ikke muligt at forstå Aikido som en åndelig impuls, men mindre man indser at begrebet Doshu, stammer fra de esoteriske traditioner.

Monday, March 12, 2007

Aikido og Zen sensei Toyoda



Aikido og Zen sensei Toyoda udtaler følgende i forbindelse med en artikel om spøgsmålet træning af krop og sind

“Everyone talks shugyo, shugyo *)," he once complained, "but no one really does it. Just coming to the dojo and sweating a few days a week, that's it for most people. But if you don't go in deep, all the way, with internal training, there's no difference between the dojo and a gym."

*) "a heightened state of enlightenment and purification brought by intensive training."
http://www.homestead.com/biggertemp/files/seishinkan_dojo/texts_training/SHUGYO_brice.htm


Læse hele artiklen på:
http://www.shinjinkai.org/ToyodaZen.pdf

Wednesday, March 07, 2007

Koretoshi Maruyama


Maruama, sensei, varetog i en længere periode Tohei, senseis interesser i Ki no kenkyukai, som Chefinstruktør.
På et tidspunkt var han imidlertid ikke længere enig i de politiske tendenser, som da prægede Ki-society.

MISOGI

Maruama, sensei trak sig i over en periode på 10 år tilbage for at fordybe sig i sin indre udvikling i et Zen-kloster. En effektiv metode til at rense det lille ego for en hver form for identifikation.

For nogle år siden fik han tilladelse af sin zen-mester til igen genoptage sit arbejde med aikido, hvilket førte til oprettelsen af Yuishinkai Aikido.

http://www.aikidoyuishinkai.com
Der er udkommet en DVD fra et seminar afholdt i Hamburg 2006.
Hans aikido syne ikke at adskille sig så meget fra Tohei, senseis oprindelige stil, men hele spørgsmålet om "stil" synes mig mere og mere at handle om "personlig stil" og "politiske holdninger".

"Mennesket har jo så mange sære ting for".
W. Goethe

Den opmærksomme iagttager vil alligevel finder detaljer som er interessante.
http://www.marcellokaiser.de/aikido.html

Wednesday, February 14, 2007

Kommunikation og virkeligheden


På Ki no kenkyukai HQ hjemmesiden, kan man læse følgende bemærkninger til de aktiviteter, som er udgår fra Tohei, senseis enestående arbejde, men som af mange årsager ikke længere er tilknyttet hans organisation.
Noget tyder på at alle organisationer, foreninger og gruppe der ikke er i harmoni med tidsånden, bliver genstand for inflatorisk kommunikation og social automatisme.


Some organizations which do not belong to Ki no Kenkyukai, improperly use the name of Ki no Kenkyukai, Ki-Aikido, Kiatsu-ryoho, Koichi Tohei. If you do not know if the certain dojos belong to Ki no Kenkyukai officially or not, please ask us.
In addition, the organization called "Ki no Kenkyukai Association Internationale" is improperly using the name of Ki no Kenkyukai, and it is completely separate entity.


kilde: http://www.ki-society.com/english/renew/aikidokai_002.html


Der tales meget om ”Branding”, ”Ophavsret” og ”Kopiprodukter” i disse tider.
Man kan ændre eller tilføje nogle få bogstaver eller former og så er man ude over spørgsmålet om ”Ophavsret”. I Kina er det gjort til en hel industri.
Multinationale koncerner bruger millioner på at beskytte deres produkter og kunstnere taler om den idemæssige ophavsret.

Juridisk set kan man lave et produkt som til forveksling ligner originale, ved blot at lave nogle få ændringer. Moralsk set er sagen en anden. Vi må her se på motivet og intentionerne i enhver sag. Udspringer handlingen af moralsk fantasi eller selviske behov. Det er den afgørende forskel i om en handling leder til sociale eller anti-sociale konsekvenser.

Ord kan bruges til at kommunikere virkeligheden eller at manipulere denne. Disinformation bygger på en bevidst anvendelse af ord for at retfærdiggøre visse handlinger. Historien er fyldt med sådanne selvretfærdiggørende begrundelser for at gøre en handling lovlig. Det værste eksempel i nyere tid er begrundelsen for at ændre på situationen i Irak. Det kaldes spin eller sort propaganda. Begrundelsen er politisk, idiologisk eller økonomisk, men det fantasiløse i moralsk forstand fører til selvopløsende illusioner.



Læs mere på: arkiv.blogspot.com/


Wednesday, January 03, 2007

Er aikido en kampkunst























Henry Ellis, sensei.


En artikel af Henry Ellis, sensei – en af Englands ældste aikidoka. Han må vel sige at tilhøre ”den gamle vej”, i en tid hvor Aikido måtte bevise sit værd i forhold til karate, judo og andre former for Budo. I dag hvor Aikido kan stå i sig selv, for hvad den er, er mange af fortidens interne og eksterne problematikker kun relevante set ud fra en historisk værdi.

Henry Ellis gør opmærksom på at vi må skelne mellem den aikido som blev udviklet medens O´sensei var ung og så da han blev ældre. Som ungt menneske søger man at teste sin krop som ældre sit sind.

Aikido handler om at ”to træner sammen” og ikke som i mange andre former for kampkunst hvor man primær kun laver kata. At gøre sigf eet med sin partner i Aikido er ikke det samme som at danse Tango elller at "harmoniserer" sig med sin modstander. Harmoni opstår der hvor den individuelle identitet opretholdes og ikke udlignes.

Uke øver sig i at lave realistiske angreb eller at skærpe sine motivationer og intentioner.
Nage
øver sig i at modtage uke ved at gøre sine teknikker så effektive som mulig. Denne sociale dimention er en vigtig side af Aikido

Hvis Uke ikke er ærlig i sine intentioner, men forsøger at tilpasse sig Nage, vil teknikken aldrig virke. Ukes roller undervurderes alt for ofte, medes man tror at Nage rolle er den vigtigste.

Kvaliteten i Nages teknik, vise sig imidlertid i den måde hvorpå Uke falder eller standses.

Aikido teknikkerne bliver først effektive når de er gennemstrømmet af Ki, men man kan ikke forvente at et sådant resultat opnås før efter mange års træning og først op i dan graderne. Det er derfor vigtigt at basis træningen i Kyu graderne fastholdes. Ki er ikke en slags magi. Der findes en del ”Harry Potter Ryu” lige som der findes ”Cowboy Ryu”.

Problemet ligger ikke i Aikido, men i de realisationer som ikke forstår, hvilke kvaliteter som Aikido udvikler på længere sigt.

Ofte hører man om ”Aikido uden smerte”. Når man træner to sammen i en time eller to, flere gange om ugen, er det indlysende, at man er nødt til at udvise hensyn – alt andet vil ende i ”pay back time”. Livet i sig selv er fyldt med smerte, at tale om Aikido uden smerte giver altså ingen mening.

På et seminar oplevede jeg en gang min Shihan, lave en nikyo på en elev. Pludselig gik eleven ned med et højt skrig af smerte og rejste sig ikke igen. Alle var dybt rystede. Men shihan forsatte undervisningen, som om intet var hændt.

Da jeg havde hørt en del om ”Aikido uden smerte”, tænkte jeg om Shihan havde været for hård og lavet en fejl, men ved nærmere eftertanke forstod jeg at Uke havde stået og sovet i blind tillid til at intet ville ske og da Shihan lavede en let nikyo, fik Uke et psykisk chok over selv den mindste smerte.

Jeg tror det er vigtigt at vi skelner mellem de korte og statiske teknikker, som bør dyrkes i kyu graderne og så du lange og dynamiske teknikker som dyrkes i højere dan grader.

Vi må lærer at skelne mellem forskellige kvaliteter i ukes ”angreb” og i nages ”forsvar”. Visse øvelser er præget af ønsket om ”effektiv forsvar” andre af ønsket om ”flow og timing”.

Et punkt i bevægelse mødes med et ubevægeligt rum. Et bevægeligt rum mødes med et ubevægeligt punkt. Kvaliteterne i højre og venstre hånd, må være som Yin og Yang.

Men uanset om teknikkerne er statiske, dynamiske, langsomme, hurtige, store eller små er det afgørende at sindet befinder sig i en tilstand af dyb indre ro. Da er Aikido hinsides kamp og smerte.

http://www.geocities.com/britishaikido/articles/is_aikido_a_martial_art.htm

Monday, January 01, 2007

Bemærkninger til nyt interview med Doshu Moriteru Ueshiba, fortaget i Brazilen.














Den 20 juni 2006 begyndte der en tråd på Aikido Journal, under overskriften The second largest Aikido semminar in the World. Denne tråd udviklede sig til vel nok en af de længste på Aikido Journal.

Senere fulgte så offentliggørelsen af et interviewe med Doshu Moriteru Ueshiba, som jeg vil knytte følgende bemærkninger til.

Hvem er Moriteru Ueshiba? Som efternavnet antyder er han i familie med grundlæggeren Moherie Ueshieba, nærmere betegnet barnebarn af grundlæggeren af Aikido.

Navnet Moriteru betyder ”den der vogter og beskytter centret”, et navn som hans far Kishumaru Ueshieba gav ham, vel vidende at han formodentlig ville blive den tredje generation i denne familie som overtog titlen som Doshu.

I Aikikai betragtes han således som Doshou III. Ordet doshou fortolkes i denne sammenhæng som ”Mester af vejen”, og som sådan kan der kun være én mester eller Doshou. En anden fortolkning af ordet Doshou, foreslår ”Den der beskytter vejen”, det vil sige et mennesket som har gjort det til sin livs opgave at være Protektor for Aikido.

Den første fortolkning knytter sig mere til den vi kender fra de historiske dynastier og den anden mere fra de åndelige esoteriske traditioner. Alt efter hvilken fortolkning man vælger opnår man to forskellige sociale realisationer af Aikido, enten som institution eller som bevægelse.

Moriteru Ueshiba gør opmærksom på at selv om han var tredje generation i Ueshiba familien, følte han sig helt frit stillet med hensyn tilvalg af sin karrierer. Han har dyrket lidt Sado (te ceremoni), men kan også lide at spille golf.

Moriteru Ueshiba, fremhæver at han føler det som sin opgave, at sikre at Aikido forbliver en udviklings vej. Derfor må de fysiske teknikker gå hånd i hånd med den åndelige side af Aikido.

Han forsætter: Først øver man sig ved at efterligne læreren, senere modificerer man det i henhold til sin fysiske konstitution og måden hvor på man tænker, det er naturligt. Teknikkerne er derfor ikke altid det samme for alle og enhver.

Til spørgsmålet om Aiki-ken og jo, mener han at Aikido viser sine former klarest uden brug af våben, men at det er nødvendigt også at træne med bokken og jo. Han søger her at skabe en balance mellem brugen af våben og de bare hænder.

Når det kommer til spørgsmålet om udvikling af KI gennem meditation og åndedrætsøvelser, så mener Moriteru Ueshiba, at det allerede findes i aikido øvelserne og at man ikke behøver at praktiserer det adskilt.

Aikido som bevægelses kunst indeholder til en vis grad former som giver en vis form for indre udvikling. I langt de fleste tilfælde forbliver Aikido teknikerne enten en blød form for slevforsvar eller helse gymnastik. Dog er der en vis mulighed for at nogle få, gennem årevis træning af Aikido teknikkerne kan nå frem til en form for indre udvikling.

Skal en egentlig åndelig udvikling realiserer ved hjælp af Aikido som grundlag for træning af kroppen er det nødvendigt at træne sindet. Det er også hvad Moriteru Ueshiba, påpeger uden dog at kalde denne metode for meditation.

Opgaven for Aikido i fremtiden er at få integreret det bevidste arbejde med udviklingen af Ki gennem et meditativt arbejde. Det som bekymrer mange oprigtige Aikido udøvere, er at Aikido skal blive et skalkeskjul for Yoga, Terapi og Helse Gymnastik, hvorved Aikido mister sine rødder som en Budo eller Kampkunst. Man kan naturligvis ikke forvente at nogen skal påtage sig den meditative opgave, det må beror på et individuelt valg.

Hvor vanskeligt det er at forstå begrebet Budo, ser vi i dag i islamiske fortolkning af begrebet Jihat eller ”Hellig krig” – som i realiteten er en Indre Krig i vort eget indre, mod det onde, sekterisme, fanatisme og egoisme. Budo er derfor den indre krigers vej. Den eneste virkelige sejer er at overvinde sig selv. At gøre op med det lille egos tyranni.

Spørgsmålet om brugen af traditionelle Japansk klædedragt som Dogi og Hakama rejses. I Aikikai er brugen af Hagama kun forbeholdt sortbælte graduerede og han anbefaler at bruge Dogi til træningen.

Klædedragt og adfærd i dojo er en essentiel del af den impuls til indre udvikling som udgår fra Aikido, uden at man udvikler sig til en slags "hvid japener".

Der peges her på at hvis vi seriøst ønsker at bruge Aikido som en udviklingsvej, må vi accepterer at Aikido har sine rødder en fjern orientalsk kultur arv, som trækker sine spor fra Tibet, Kina og Korea til Japan. På samme måde som man accepterer at den moderne sport har sine rødder i det antikke Grækenland. At sporten i vesten så er blevet gjort til underholdning og forretning er en anden historie.

Hvad angår den biologiske linie i Ueshiba familien som overhoved for Aikikai, siger Moriteru Ueshiba, at hans far aldrig har tvunget ham til at vælge denne vej og der er ingen grund til at betvivle hans udtalelse. Men taget navnet Doshou III i betragtning, som ”Den der beskytter centret” og den traditionelle arvefølge i al Japansk kultur, er det kun rimeligt at antage, at han har følt det som sit kald at antage embedet som Doshou III.

Til spørgsmålet om der findes autentisk aikido uden for Aikikai siger han, at man må følge sin egen vej, men at overførelsen fra hans bedstefar, far og til ham selv er den bedste grant for udviklingen af aikido.

Spørgsmålet om teknisk og personlig adfærd i forhold til gradueringer rejses: Hans svar er enkelt. Undervisningen i dojo må lægge lige megen vægt på det tekniske, som det åndelige indhold i aikido.

Det er den daglige impuls fra dojo, som viser sig ved eksaminationerne. Den rette adfærd i dojo og åndelige indhold udøver daglig i dojo.

Sidste spørgsmål: Hvad er aikido? Jeg vil overlade læseren til selv at besvare det.

http://www.aikidojournal.com/forums/viewtopic.php?t=95