Aikido uden grænser

Opdateret verdensbilled.


Et tilbagevendende spørgsmål i aikido er altid – forskellen mellem ”stilarter”. Dette spørgsmål har ført til dyrkelse af personkult og sekterisme. I realiteten findes der ikke forskellige stilarter i aikido, men blot forskellige kvaliteter og synsvinkler.
Når vi taler om ”fælles træning på tværs af stilarter”, så viser det kun at vi endnu ikke er nået frem til det punkt som kan kaldes ”Aikido uden grænser”, men endnu er optaget af persondyrkelse og sekterisme. Fælles for disse to negative sociale impulser er at de fastholder mennesket i den opfattelse at nogen har monopol eller patent på ”ægte aikido” og at uden for denne eller hin stil, kan sandheden ikke findes.
Aikido udspringer fra forskellige kilder eller essens punkter. I begyndelsen er kildenvældet klart og rent, men kilden bliver til en bæk, så til en flod for senere at forene sig i havet. På vej mod havet løber floderne gennem forskellige geologiske aflejringer, som farver vandet. I Kina taler man derfor om den ”Røde” og den ”Gule flod”. Når vandet forener sig med oceanet, bliver det atter klart og salt. Hvis oceanet ikke var salt, ville alle verdenshavene begynde at rådne.
At søge kilden, eller at finde essensen, forudsætter at man som i et nu, med et sæt, i et ryk, vender sig mod kilden og begynder at bevæge sig mod strømmen. Fra da af giver det at tale om stilarter ikke længere nogen mening. Aikido er da et åbent felt uden grænser.
Alle opdeling i stilarter er i realiteten ikke et falsum, fordi det bygger på denne antagelse at denne eller hin sensei, shihan, soke eller doshou, har tilføjer noget radikalt ny til Aikido. Virkelig original skabelse er imidlertid kun noget der sker med mellem rum på 400 år. Mange af de videnskabelige opfindelse, som er gjort inden for de sidste 100 år er i realiteten opdagelser som er foretaget for mere end 300 år siden. Selv en person som I. Newton sagde: ”Hvis jeg har tilføjet noget nyt, så skyldes det kun at jeg har stået på skuldrene af titaner”.
Det meste af den aikido som vi selv når frem til er en slags klonisk mimik, som er opfyldt af misforståelse og en karikatur af den åndelige impuls som vi kalder AI-KI. Mange elementer i de såkaldte ”stilarter” er fyld med reminiscenser fra judo, karate og jujitsu – eller det er blevet til en slags helse dans - eller gymnastik. Nogle foretrækker at tale om bløde eller hårde linier, men også det er en misforståelse for i yin og yang, er det hårde og det bløde, det lyse og det mørke forenet i en indre harmoni.
Aikido er en bevægelse og ikke en organisation. Hvis Aikido er identisk med det ide grundlag som M. Ueshiba, har nedfældet i sine essenspunkter eller Doka – ”Fredens Kunst”, er Aikido en kunstart – men altså ikke en Kamp Kunst. At forsøge på at sætte en kunstnerisk impuls ind i en organisatorisk formel, leder bort fra Fredens Kunst. Hele det organisatoriske spørgsmål i Aikido, synes kun at ledes os bort fra Fredens Vej og ind i partipolitiske handle og tænkemåder.
Grundstenen i al aikido træning er begrebet Dojo og ikke Organisation. Men for at Dojo ikke skal blive selvoptagede grupper, er det vigtigt at Dojos har åbne og frie relationer. Disse bygger som alt andet i Aikido ikke på ”stilarter”, men på den gode vilje der lever mellem enkelt mennesker. Det netværk som trives på den individuelle relation, har bevæget sig ind i en dybere realisering af Aikido i Hverdagen. Det er en mellemmenneskelig social impuls, som heler og forener. Det eneste som mennesket i vor tidsalder har til fælles den frie individualitet og et levende ansvarsfællesskab.






Munjo



Et andet problem omkring begrebet stilarter er, at den feudalistiske tendens i al Budo, leder til at eleven kun er tilladt at have én lærer. En elev sagde en gang: ”Nej, jeg kan ikke komme og træne i din dojo, for det vil være illoyalt mod den dojo jeg nu træner i”. Men virkeligheden blandt alle de der har betydet noget i Aikido er at de har haft flere lærer. M. Ueshiba havde selv 4 eller 5 lærere i Budo og 2 til 3 åndelige vejledere.
Men da det normalt skaber skindsyge fra lærerens side, hvis han får at vide at hans elev, har andre lærere, så lader eleven som om han kun følger denne ene lærer.
Før en elev begynder at træne er det en god ting at han undersøger forskellige dojos, for at se hvad der bedst passer til ham. Derefter kan han forbyde sig. Efter mange års træning, kan han så med fordel begynde at orienterer sig og lade sig inspirerer af Shihans. Det afgørende er at man ikke spiller tid på at hoppe fra det ene graduerings system til det andet. Gradueringerne er konventioner, som afspejler en linie og det ville være spild af tid at lave om på gradueringer – hvad der trænes i dojo i hverdagen, bør ikke kun afgrænses af en graduerings kodeks. En sådan undervisning svarer til de kørerlærer, som kun underviser eleverne i hvad der skal til for at kunne bestå kørerprøven, uden hensyn til om de kan kører bil i det heletaget.
Gradueringens systemet er den tråd der forbinder eleverne i en given linie, en måde at kommunikerer på, så der ikke opstår begrebsforvirring, men det er ikke en begrænsning for hvad man kan og må træne i en given dojo. Det eneste man kan forvente af en Dojo Cho er at han søger at orienterer sig mod en eller flere Shihans, som for ham moralsk og teknisk er gode rollemodeller.
Begrebet Doshu er også meget uklar i aikido sammenhænge. I aikido journal ser vil følgende fortolkning, som svarer meget godt til den man bruger i Aikikai.

Leader of the Way; a term designating the leader of a school or group, martial or otherwise. In the case of aikido, the first Doshu was founder Morihei UESHIBA. The Second and present Doshu, is Kisshomaru UESHIBA. The Third Doshu designate, is Moriteru UESHIBA, grandson of the founder.

“Den der leder vejen”, - men den esoteriske betydning I de orientalske skoler er en anden, nemlig den som “Beskytter vejen”. Den betydning som Aikikai har givet begrebet Doshu, stammer fra det verslige Monarki – Tronarvingen er her den førstefødte søn af Monarken. Dermed opstår begrebet Doshu I, II, III ect.
I Lamaismen og Papisme, følger man også en kontinuerlig tradition. Men i ingen af disse skoler er der tale om arv via blodsbåndet. Dalilahma udvælges af en række initierede Lamaer, som søger den sjælspersonlighed i et barn, som svarer til et reinkarneret Buddhi. Paven vælges af et råd på ca. 120 kardinaler. Paven kan præge udviklingen ved at udvælge kardinaler så længe han lever, men han har ingen indflydelse på deres senere valg.
Begrebet Doshu kan ikke forstås med mindre vi forstår den esoteriske og traditionelle betydning af begrebet ”Protektor” eller ”Beskytter”, hvilket er noget helt andet en ”Leder”.
Mange velgørenheds og humanitære organisationer, har sådanne ”Protektorer”, men det betyder ikke, at de er ”ledere” af f.ek. Røde Kors eller UNISEF, disse organisationer kan have flere ”Protektorer”.
Den esoteriske tradition i orienten bruger imidlertid begrebet Protektor i en helt anden betydning. Her sættes det i forbindelse med Bodhisatva begrebet. En Bodhisatva er et Heroisk menneske, som har ofret hele sit liv for at hjælpe menneskeheden. En Boddhisatva er et menneske, hvis oplysning og medfølelse med alt levende, sætter ham i stand til at beskytte mennesket.
En af de største beskyttere i den japanske buddhistiske tradition er Munjo og i den kristne tradition svarer han til Mikaeli.
Det er ikke muligt at forstå Aikido som en åndelig impuls, men mindre man indser at begrebet Doshu, stammer fra de esoteriske traditioner.