Er aikido en kampkunst

Henry Ellis, sensei.

En artikel af Henry Ellis, sensei – en af Englands ældste aikidoka. Han må vel sige at tilhøre ”den gamle vej”, i en tid hvor Aikido måtte bevise sit værd i forhold til karate, judo og andre former for Budo. I dag hvor Aikido kan stå i sig selv, for hvad den er, er mange af fortidens interne og eksterne problematikker kun relevante set ud fra en historisk værdi.

Henry Ellis gør opmærksom på at vi må skelne mellem den aikido som blev udviklet medens O´sensei var ung og så da han blev ældre. Som ungt menneske søger man at teste sin krop som ældre sit sind.

Aikido handler om at ”to træner sammen” og ikke som i mange andre former for kampkunst hvor man primær kun laver kata. At gøre sigf eet med sin partner i Aikido er ikke det samme som at danse Tango elller at "harmoniserer" sig med sin modstander. Harmoni opstår der hvor den individuelle identitet opretholdes og ikke udlignes.

Uke øver sig i at lave realistiske angreb eller at skærpe sine motivationer og intentioner.
Nage øver sig i at modtage uke ved at gøre sine teknikker så effektive som mulig. Denne sociale dimention er en vigtig side af Aikido

Hvis Uke ikke er ærlig i sine intentioner, men forsøger at tilpasse sig Nage, vil teknikken aldrig virke. Ukes roller undervurderes alt for ofte, medes man tror at Nage rolle er den vigtigste.

Kvaliteten i Nages teknik, vise sig imidlertid i den måde hvorpå Uke falder eller standses.

Aikido teknikkerne bliver først effektive når de er gennemstrømmet af Ki, men man kan ikke forvente at et sådant resultat opnås før efter mange års træning og først op i dan graderne. Det er derfor vigtigt at basis træningen i Kyu graderne fastholdes. Ki er ikke en slags magi. Der findes en del ”Harry Potter Ryu” lige som der findes ”Cowboy Ryu”.

Problemet ligger ikke i Aikido, men i de realisationer som ikke forstår, hvilke kvaliteter som Aikido udvikler på længere sigt.

Ofte hører man om ”Aikido uden smerte”. Når man træner to sammen i en time eller to, flere gange om ugen, er det indlysende, at man er nødt til at udvise hensyn – alt andet vil ende i ”pay back time”. Livet i sig selv er fyldt med smerte, at tale om Aikido uden smerte giver altså ingen mening.

På et seminar oplevede jeg en gang min Shihan, lave en nikyo på en elev. Pludselig gik eleven ned med et højt skrig af smerte og rejste sig ikke igen. Alle var dybt rystede. Men shihan forsatte undervisningen, som om intet var hændt.

Da jeg havde hørt en del om ”Aikido uden smerte”, tænkte jeg om Shihan havde været for hård og lavet en fejl, men ved nærmere eftertanke forstod jeg at Uke havde stået og sovet i blind tillid til at intet ville ske og da Shihan lavede en let nikyo, fik Uke et psykisk chok over selv den mindste smerte.

Jeg tror det er vigtigt at vi skelner mellem de korte og statiske teknikker, som bør dyrkes i kyu graderne og så du lange og dynamiske teknikker som dyrkes i højere dan grader.

Vi må lærer at skelne mellem forskellige kvaliteter i ukes ”angreb” og i nages ”forsvar”. Visse øvelser er præget af ønsket om ”effektiv forsvar” andre af ønsket om ”flow og timing”.

Et punkt i bevægelse mødes med et ubevægeligt rum. Et bevægeligt rum mødes med et ubevægeligt punkt. Kvaliteterne i højre og venstre hånd, må være som Yin og Yang.

Men uanset om teknikkerne er statiske, dynamiske, langsomme, hurtige, store eller små er det afgørende at sindet befinder sig i en tilstand af dyb indre ro. Da er Aikido hinsides kamp og smerte.

http://www.geocities.com/britishaikido/articles/is_aikido_a_martial_art.htm

Bemærkninger til nyt interview med Doshu Moriteru Ueshiba, fortaget i Brazilen.

Den 20 juni 2006 begyndte der en tråd på Aikido Journal, under overskriften The second largest Aikido semminar in the World. Denne tråd udviklede sig til vel nok en af de længste på Aikido Journal.

Senere fulgte så offentliggørelsen af et interviewe med Doshu Moriteru Ueshiba, som jeg vil knytte følgende bemærkninger til.

Hvem er Moriteru Ueshiba? Som efternavnet antyder er han i familie med grundlæggeren Moherie Ueshieba, nærmere betegnet barnebarn af grundlæggeren af Aikido.

Navnet Moriteru betyder ”den der vogter og beskytter centret”, et navn som hans far Kishumaru Ueshieba gav ham, vel vidende at han formodentlig ville blive den tredje generation i denne familie som overtog titlen som Doshu.

I Aikikai betragtes han således som Doshou III. Ordet doshou fortolkes i denne sammenhæng som ”Mester af vejen”, og som sådan kan der kun være én mester eller Doshou. En anden fortolkning af ordet Doshou, foreslår ”Den der beskytter vejen”, det vil sige et mennesket som har gjort det til sin livs opgave at være Protektor for Aikido.

Den første fortolkning knytter sig mere til den vi kender fra de historiske dynastier og den anden mere fra de åndelige esoteriske traditioner. Alt efter hvilken fortolkning man vælger opnår man to forskellige sociale realisationer af Aikido, enten som institution eller som bevægelse.

Moriteru Ueshiba gør opmærksom på at selv om han var tredje generation i Ueshiba familien, følte han sig helt frit stillet med hensyn tilvalg af sin karrierer. Han har dyrket lidt Sado (te ceremoni), men kan også lide at spille golf.

Moriteru Ueshiba, fremhæver at han føler det som sin opgave, at sikre at Aikido forbliver en udviklings vej. Derfor må de fysiske teknikker gå hånd i hånd med den åndelige side af Aikido.

Han forsætter: Først øver man sig ved at efterligne læreren, senere modificerer man det i henhold til sin fysiske konstitution og måden hvor på man tænker, det er naturligt. Teknikkerne er derfor ikke altid det samme for alle og enhver.

Til spørgsmålet om Aiki-ken og jo, mener han at Aikido viser sine former klarest uden brug af våben, men at det er nødvendigt også at træne med bokken og jo. Han søger her at skabe en balance mellem brugen af våben og de bare hænder.

Når det kommer til spørgsmålet om udvikling af KI gennem meditation og åndedrætsøvelser, så mener Moriteru Ueshiba, at det allerede findes i aikido øvelserne og at man ikke behøver at praktiserer det adskilt.

Aikido som bevægelses kunst indeholder til en vis grad former som giver en vis form for indre udvikling. I langt de fleste tilfælde forbliver Aikido teknikerne enten en blød form for slevforsvar eller helse gymnastik. Dog er der en vis mulighed for at nogle få, gennem årevis træning af Aikido teknikkerne kan nå frem til en form for indre udvikling.

Skal en egentlig åndelig udvikling realiserer ved hjælp af Aikido som grundlag for træning af kroppen er det nødvendigt at træne sindet. Det er også hvad Moriteru Ueshiba, påpeger uden dog at kalde denne metode for meditation.

Opgaven for Aikido i fremtiden er at få integreret det bevidste arbejde med udviklingen af Ki gennem et meditativt arbejde. Det som bekymrer mange oprigtige Aikido udøvere, er at Aikido skal blive et skalkeskjul for Yoga, Terapi og Helse Gymnastik, hvorved Aikido mister sine rødder som en Budo eller Kampkunst. Man kan naturligvis ikke forvente at nogen skal påtage sig den meditative opgave, det må beror på et individuelt valg.

Hvor vanskeligt det er at forstå begrebet Budo, ser vi i dag i islamiske fortolkning af begrebet Jihat eller ”Hellig krig” – som i realiteten er en Indre Krig i vort eget indre, mod det onde, sekterisme, fanatisme og egoisme. Budo er derfor den indre krigers vej. Den eneste virkelige sejer er at overvinde sig selv. At gøre op med det lille egos tyranni.

Spørgsmålet om brugen af traditionelle Japansk klædedragt som Dogi og Hakama rejses. I Aikikai er brugen af Hagama kun forbeholdt sortbælte graduerede og han anbefaler at bruge Dogi til træningen.

Klædedragt og adfærd i dojo er en essentiel del af den impuls til indre udvikling som udgår fra Aikido, uden at man udvikler sig til en slags "hvid japener".

Der peges her på at hvis vi seriøst ønsker at bruge Aikido som en udviklingsvej, må vi accepterer at Aikido har sine rødder en fjern orientalsk kultur arv, som trækker sine spor fra Tibet, Kina og Korea til Japan. På samme måde som man accepterer at den moderne sport har sine rødder i det antikke Grækenland. At sporten i vesten så er blevet gjort til underholdning og forretning er en anden historie.

Hvad angår den biologiske linie i Ueshiba familien som overhoved for Aikikai, siger Moriteru Ueshiba, at hans far aldrig har tvunget ham til at vælge denne vej og der er ingen grund til at betvivle hans udtalelse. Men taget navnet Doshou III i betragtning, som ”Den der beskytter centret” og den traditionelle arvefølge i al Japansk kultur, er det kun rimeligt at antage, at han har følt det som sit kald at antage embedet som Doshou III.

Til spørgsmålet om der findes autentisk aikido uden for Aikikai siger han, at man må følge sin egen vej, men at overførelsen fra hans bedstefar, far og til ham selv er den bedste grant for udviklingen af aikido.

Spørgsmålet om teknisk og personlig adfærd i forhold til gradueringer rejses: Hans svar er enkelt. Undervisningen i dojo må lægge lige megen vægt på det tekniske, som det åndelige indhold i aikido.

Det er den daglige impuls fra dojo, som viser sig ved eksaminationerne. Den rette adfærd i dojo og åndelige indhold må udøver daglig i dojo.

Sidste spørgsmål: Hvad er aikido? Jeg vil overlade læseren til selv at besvare det.

http://www.aikidojournal.com/forums/viewtopic.php?t=95