Aikido uden grænser

Opdateret verdensbilled.


Et tilbagevendende spørgsmål i aikido er altid – forskellen mellem ”stilarter”. Dette spørgsmål har ført til dyrkelse af personkult og sekterisme. I realiteten findes der ikke forskellige stilarter i aikido, men blot forskellige kvaliteter og synsvinkler.
Når vi taler om ”fælles træning på tværs af stilarter”, så viser det kun at vi endnu ikke er nået frem til det punkt som kan kaldes ”Aikido uden grænser”, men endnu er optaget af persondyrkelse og sekterisme. Fælles for disse to negative sociale impulser er at de fastholder mennesket i den opfattelse at nogen har monopol eller patent på ”ægte aikido” og at uden for denne eller hin stil, kan sandheden ikke findes.
Aikido udspringer fra forskellige kilder eller essens punkter. I begyndelsen er kildenvældet klart og rent, men kilden bliver til en bæk, så til en flod for senere at forene sig i havet. På vej mod havet løber floderne gennem forskellige geologiske aflejringer, som farver vandet. I Kina taler man derfor om den ”Røde” og den ”Gule flod”. Når vandet forener sig med oceanet, bliver det atter klart og salt. Hvis oceanet ikke var salt, ville alle verdenshavene begynde at rådne.
At søge kilden, eller at finde essensen, forudsætter at man som i et nu, med et sæt, i et ryk, vender sig mod kilden og begynder at bevæge sig mod strømmen. Fra da af giver det at tale om stilarter ikke længere nogen mening. Aikido er da et åbent felt uden grænser.
Alle opdeling i stilarter er i realiteten ikke et falsum, fordi det bygger på denne antagelse at denne eller hin sensei, shihan, soke eller doshou, har tilføjer noget radikalt ny til Aikido. Virkelig original skabelse er imidlertid kun noget der sker med mellem rum på 400 år. Mange af de videnskabelige opfindelse, som er gjort inden for de sidste 100 år er i realiteten opdagelser som er foretaget for mere end 300 år siden. Selv en person som I. Newton sagde: ”Hvis jeg har tilføjet noget nyt, så skyldes det kun at jeg har stået på skuldrene af titaner”.
Det meste af den aikido som vi selv når frem til er en slags klonisk mimik, som er opfyldt af misforståelse og en karikatur af den åndelige impuls som vi kalder AI-KI. Mange elementer i de såkaldte ”stilarter” er fyld med reminiscenser fra judo, karate og jujitsu – eller det er blevet til en slags helse dans - eller gymnastik. Nogle foretrækker at tale om bløde eller hårde linier, men også det er en misforståelse for i yin og yang, er det hårde og det bløde, det lyse og det mørke forenet i en indre harmoni.
Aikido er en bevægelse og ikke en organisation. Hvis Aikido er identisk med det ide grundlag som M. Ueshiba, har nedfældet i sine essenspunkter eller Doka – ”Fredens Kunst”, er Aikido en kunstart – men altså ikke en Kamp Kunst. At forsøge på at sætte en kunstnerisk impuls ind i en organisatorisk formel, leder bort fra Fredens Kunst. Hele det organisatoriske spørgsmål i Aikido, synes kun at ledes os bort fra Fredens Vej og ind i partipolitiske handle og tænkemåder.
Grundstenen i al aikido træning er begrebet Dojo og ikke Organisation. Men for at Dojo ikke skal blive selvoptagede grupper, er det vigtigt at Dojos har åbne og frie relationer. Disse bygger som alt andet i Aikido ikke på ”stilarter”, men på den gode vilje der lever mellem enkelt mennesker. Det netværk som trives på den individuelle relation, har bevæget sig ind i en dybere realisering af Aikido i Hverdagen. Det er en mellemmenneskelig social impuls, som heler og forener. Det eneste som mennesket i vor tidsalder har til fælles den frie individualitet og et levende ansvarsfællesskab.






Munjo



Et andet problem omkring begrebet stilarter er, at den feudalistiske tendens i al Budo, leder til at eleven kun er tilladt at have én lærer. En elev sagde en gang: ”Nej, jeg kan ikke komme og træne i din dojo, for det vil være illoyalt mod den dojo jeg nu træner i”. Men virkeligheden blandt alle de der har betydet noget i Aikido er at de har haft flere lærer. M. Ueshiba havde selv 4 eller 5 lærere i Budo og 2 til 3 åndelige vejledere.
Men da det normalt skaber skindsyge fra lærerens side, hvis han får at vide at hans elev, har andre lærere, så lader eleven som om han kun følger denne ene lærer.
Før en elev begynder at træne er det en god ting at han undersøger forskellige dojos, for at se hvad der bedst passer til ham. Derefter kan han forbyde sig. Efter mange års træning, kan han så med fordel begynde at orienterer sig og lade sig inspirerer af Shihans. Det afgørende er at man ikke spiller tid på at hoppe fra det ene graduerings system til det andet. Gradueringerne er konventioner, som afspejler en linie og det ville være spild af tid at lave om på gradueringer – hvad der trænes i dojo i hverdagen, bør ikke kun afgrænses af en graduerings kodeks. En sådan undervisning svarer til de kørerlærer, som kun underviser eleverne i hvad der skal til for at kunne bestå kørerprøven, uden hensyn til om de kan kører bil i det heletaget.
Gradueringens systemet er den tråd der forbinder eleverne i en given linie, en måde at kommunikerer på, så der ikke opstår begrebsforvirring, men det er ikke en begrænsning for hvad man kan og må træne i en given dojo. Det eneste man kan forvente af en Dojo Cho er at han søger at orienterer sig mod en eller flere Shihans, som for ham moralsk og teknisk er gode rollemodeller.
Begrebet Doshu er også meget uklar i aikido sammenhænge. I aikido journal ser vil følgende fortolkning, som svarer meget godt til den man bruger i Aikikai.

Leader of the Way; a term designating the leader of a school or group, martial or otherwise. In the case of aikido, the first Doshu was founder Morihei UESHIBA. The Second and present Doshu, is Kisshomaru UESHIBA. The Third Doshu designate, is Moriteru UESHIBA, grandson of the founder.

“Den der leder vejen”, - men den esoteriske betydning I de orientalske skoler er en anden, nemlig den som “Beskytter vejen”. Den betydning som Aikikai har givet begrebet Doshu, stammer fra det verslige Monarki – Tronarvingen er her den førstefødte søn af Monarken. Dermed opstår begrebet Doshu I, II, III ect.
I Lamaismen og Papisme, følger man også en kontinuerlig tradition. Men i ingen af disse skoler er der tale om arv via blodsbåndet. Dalilahma udvælges af en række initierede Lamaer, som søger den sjælspersonlighed i et barn, som svarer til et reinkarneret Buddhi. Paven vælges af et råd på ca. 120 kardinaler. Paven kan præge udviklingen ved at udvælge kardinaler så længe han lever, men han har ingen indflydelse på deres senere valg.
Begrebet Doshu kan ikke forstås med mindre vi forstår den esoteriske og traditionelle betydning af begrebet ”Protektor” eller ”Beskytter”, hvilket er noget helt andet en ”Leder”.
Mange velgørenheds og humanitære organisationer, har sådanne ”Protektorer”, men det betyder ikke, at de er ”ledere” af f.ek. Røde Kors eller UNISEF, disse organisationer kan have flere ”Protektorer”.
Den esoteriske tradition i orienten bruger imidlertid begrebet Protektor i en helt anden betydning. Her sættes det i forbindelse med Bodhisatva begrebet. En Bodhisatva er et Heroisk menneske, som har ofret hele sit liv for at hjælpe menneskeheden. En Boddhisatva er et menneske, hvis oplysning og medfølelse med alt levende, sætter ham i stand til at beskytte mennesket.
En af de største beskyttere i den japanske buddhistiske tradition er Munjo og i den kristne tradition svarer han til Mikaeli.
Det er ikke muligt at forstå Aikido som en åndelig impuls, men mindre man indser at begrebet Doshu, stammer fra de esoteriske traditioner.

Aikido og Zen sensei Toyoda

Aikido og Zen sensei Toyoda udtaler følgende i forbindelse med en artikel om spøgsmålet træning af krop og sind

“Everyone talks shugyo, shugyo *)," he once complained, "but no one really does it. Just coming to the dojo and sweating a few days a week, that's it for most people. But if you don't go in deep, all the way, with internal training, there's no difference between the dojo and a gym."

*) "a heightened state of enlightenment and purification brought by intensive training."
http://www.homestead.com/biggertemp/files/seishinkan_dojo/texts_training/SHUGYO_brice.htm


Læse hele artiklen på:
http://www.shinjinkai.org/ToyodaZen.pdf

Koretoshi Maruyama

Maruama, sensei, varetog i en længere periode Tohei, senseis interesser i Ki no kenkyukai, som Chefinstruktør.
På et tidspunkt var han imidlertid ikke længere enig i de politiske tendenser, som da prægede Ki-society.

MISOGI

Maruama, sensei trak sig i over en periode på 10 år tilbage for at fordybe sig i sin indre udvikling i et Zen-kloster. En effektiv metode til at rense det lille ego for en hver form for identifikation.

For nogle år siden fik han tilladelse af sin zen-mester til igen genoptage sit arbejde med aikido, hvilket førte til oprettelsen af Yuishinkai Aikido.

http://www.aikidoyuishinkai.com
Der er udkommet en DVD fra et seminar afholdt i Hamburg 2006.
Hans aikido syne ikke at adskille sig så meget fra Tohei, senseis oprindelige stil, men hele spørgsmålet om "stil" synes mig mere og mere at handle om "personlig stil" og "politiske holdninger".

"Mennesket har jo så mange sære ting for".
W. Goethe

Den opmærksomme iagttager vil alligevel finder detaljer som er interessante.
http://www.marcellokaiser.de/aikido.html

Kommunikation og virkeligheden

På Ki no kenkyukai HQ hjemmesiden, kan man læse følgende bemærkninger til de aktiviteter, som er udgår fra Tohei, senseis enestående arbejde, men som af mange årsager ikke længere er tilknyttet hans organisation.
Noget tyder på at alle organisationer, foreninger og gruppe der ikke er i harmoni med tidsånden, bliver genstand for inflatorisk kommunikation og social automatisme.


Some organizations which do not belong to Ki no Kenkyukai, improperly use the name of Ki no Kenkyukai, Ki-Aikido, Kiatsu-ryoho, Koichi Tohei. If you do not know if the certain dojos belong to Ki no Kenkyukai officially or not, please ask us.
In addition, the organization called "Ki no Kenkyukai Association　Internationale" is improperly using the name of Ki no Kenkyukai, and it is completely separate entity.

kilde: http://www.ki-society.com/english/renew/aikidokai_002.html


Der tales meget om ”Branding”, ”Ophavsret” og ”Kopiprodukter” i disse tider.
Man kan ændre eller tilføje nogle få bogstaver eller former og så er man ude over spørgsmålet om ”Ophavsret”. I Kina er det gjort til en hel industri.
Multinationale koncerner bruger millioner på at beskytte deres produkter og kunstnere taler om den idemæssige ophavsret.

Juridisk set kan man lave et produkt som til forveksling ligner originale, ved blot at lave nogle få ændringer. Moralsk set er sagen en anden. Vi må her se på motivet og intentionerne i enhver sag. Udspringer handlingen af moralsk fantasi eller selviske behov. Det er den afgørende forskel i om en handling leder til sociale eller anti-sociale konsekvenser.

Ord kan bruges til at kommunikere virkeligheden eller at manipulere denne. Disinformation bygger på en bevidst anvendelse af ord for at retfærdiggøre visse handlinger. Historien er fyldt med sådanne selvretfærdiggørende begrundelser for at gøre en handling lovlig. Det værste eksempel i nyere tid er begrundelsen for at ændre på situationen i Irak. Det kaldes spin eller sort propaganda. Begrundelsen er politisk, idiologisk eller økonomisk, men det fantasiløse i moralsk forstand fører til selvopløsende illusioner.



Læs mere på: arkiv.blogspot.com/

Er aikido en kampkunst

Henry Ellis, sensei.

En artikel af Henry Ellis, sensei – en af Englands ældste aikidoka. Han må vel sige at tilhøre ”den gamle vej”, i en tid hvor Aikido måtte bevise sit værd i forhold til karate, judo og andre former for Budo. I dag hvor Aikido kan stå i sig selv, for hvad den er, er mange af fortidens interne og eksterne problematikker kun relevante set ud fra en historisk værdi.

Henry Ellis gør opmærksom på at vi må skelne mellem den aikido som blev udviklet medens O´sensei var ung og så da han blev ældre. Som ungt menneske søger man at teste sin krop som ældre sit sind.

Aikido handler om at ”to træner sammen” og ikke som i mange andre former for kampkunst hvor man primær kun laver kata. At gøre sigf eet med sin partner i Aikido er ikke det samme som at danse Tango elller at "harmoniserer" sig med sin modstander. Harmoni opstår der hvor den individuelle identitet opretholdes og ikke udlignes.

Uke øver sig i at lave realistiske angreb eller at skærpe sine motivationer og intentioner.
Nage øver sig i at modtage uke ved at gøre sine teknikker så effektive som mulig. Denne sociale dimention er en vigtig side af Aikido

Hvis Uke ikke er ærlig i sine intentioner, men forsøger at tilpasse sig Nage, vil teknikken aldrig virke. Ukes roller undervurderes alt for ofte, medes man tror at Nage rolle er den vigtigste.

Kvaliteten i Nages teknik, vise sig imidlertid i den måde hvorpå Uke falder eller standses.

Aikido teknikkerne bliver først effektive når de er gennemstrømmet af Ki, men man kan ikke forvente at et sådant resultat opnås før efter mange års træning og først op i dan graderne. Det er derfor vigtigt at basis træningen i Kyu graderne fastholdes. Ki er ikke en slags magi. Der findes en del ”Harry Potter Ryu” lige som der findes ”Cowboy Ryu”.

Problemet ligger ikke i Aikido, men i de realisationer som ikke forstår, hvilke kvaliteter som Aikido udvikler på længere sigt.

Ofte hører man om ”Aikido uden smerte”. Når man træner to sammen i en time eller to, flere gange om ugen, er det indlysende, at man er nødt til at udvise hensyn – alt andet vil ende i ”pay back time”. Livet i sig selv er fyldt med smerte, at tale om Aikido uden smerte giver altså ingen mening.

På et seminar oplevede jeg en gang min Shihan, lave en nikyo på en elev. Pludselig gik eleven ned med et højt skrig af smerte og rejste sig ikke igen. Alle var dybt rystede. Men shihan forsatte undervisningen, som om intet var hændt.

Da jeg havde hørt en del om ”Aikido uden smerte”, tænkte jeg om Shihan havde været for hård og lavet en fejl, men ved nærmere eftertanke forstod jeg at Uke havde stået og sovet i blind tillid til at intet ville ske og da Shihan lavede en let nikyo, fik Uke et psykisk chok over selv den mindste smerte.

Jeg tror det er vigtigt at vi skelner mellem de korte og statiske teknikker, som bør dyrkes i kyu graderne og så du lange og dynamiske teknikker som dyrkes i højere dan grader.

Vi må lærer at skelne mellem forskellige kvaliteter i ukes ”angreb” og i nages ”forsvar”. Visse øvelser er præget af ønsket om ”effektiv forsvar” andre af ønsket om ”flow og timing”.

Et punkt i bevægelse mødes med et ubevægeligt rum. Et bevægeligt rum mødes med et ubevægeligt punkt. Kvaliteterne i højre og venstre hånd, må være som Yin og Yang.

Men uanset om teknikkerne er statiske, dynamiske, langsomme, hurtige, store eller små er det afgørende at sindet befinder sig i en tilstand af dyb indre ro. Da er Aikido hinsides kamp og smerte.

http://www.geocities.com/britishaikido/articles/is_aikido_a_martial_art.htm

Bemærkninger til nyt interview med Doshu Moriteru Ueshiba, fortaget i Brazilen.

Den 20 juni 2006 begyndte der en tråd på Aikido Journal, under overskriften The second largest Aikido semminar in the World. Denne tråd udviklede sig til vel nok en af de længste på Aikido Journal.

Senere fulgte så offentliggørelsen af et interviewe med Doshu Moriteru Ueshiba, som jeg vil knytte følgende bemærkninger til.

Hvem er Moriteru Ueshiba? Som efternavnet antyder er han i familie med grundlæggeren Moherie Ueshieba, nærmere betegnet barnebarn af grundlæggeren af Aikido.

Navnet Moriteru betyder ”den der vogter og beskytter centret”, et navn som hans far Kishumaru Ueshieba gav ham, vel vidende at han formodentlig ville blive den tredje generation i denne familie som overtog titlen som Doshu.

I Aikikai betragtes han således som Doshou III. Ordet doshou fortolkes i denne sammenhæng som ”Mester af vejen”, og som sådan kan der kun være én mester eller Doshou. En anden fortolkning af ordet Doshou, foreslår ”Den der beskytter vejen”, det vil sige et mennesket som har gjort det til sin livs opgave at være Protektor for Aikido.

Den første fortolkning knytter sig mere til den vi kender fra de historiske dynastier og den anden mere fra de åndelige esoteriske traditioner. Alt efter hvilken fortolkning man vælger opnår man to forskellige sociale realisationer af Aikido, enten som institution eller som bevægelse.

Moriteru Ueshiba gør opmærksom på at selv om han var tredje generation i Ueshiba familien, følte han sig helt frit stillet med hensyn tilvalg af sin karrierer. Han har dyrket lidt Sado (te ceremoni), men kan også lide at spille golf.

Moriteru Ueshiba, fremhæver at han føler det som sin opgave, at sikre at Aikido forbliver en udviklings vej. Derfor må de fysiske teknikker gå hånd i hånd med den åndelige side af Aikido.

Han forsætter: Først øver man sig ved at efterligne læreren, senere modificerer man det i henhold til sin fysiske konstitution og måden hvor på man tænker, det er naturligt. Teknikkerne er derfor ikke altid det samme for alle og enhver.

Til spørgsmålet om Aiki-ken og jo, mener han at Aikido viser sine former klarest uden brug af våben, men at det er nødvendigt også at træne med bokken og jo. Han søger her at skabe en balance mellem brugen af våben og de bare hænder.

Når det kommer til spørgsmålet om udvikling af KI gennem meditation og åndedrætsøvelser, så mener Moriteru Ueshiba, at det allerede findes i aikido øvelserne og at man ikke behøver at praktiserer det adskilt.

Aikido som bevægelses kunst indeholder til en vis grad former som giver en vis form for indre udvikling. I langt de fleste tilfælde forbliver Aikido teknikerne enten en blød form for slevforsvar eller helse gymnastik. Dog er der en vis mulighed for at nogle få, gennem årevis træning af Aikido teknikkerne kan nå frem til en form for indre udvikling.

Skal en egentlig åndelig udvikling realiserer ved hjælp af Aikido som grundlag for træning af kroppen er det nødvendigt at træne sindet. Det er også hvad Moriteru Ueshiba, påpeger uden dog at kalde denne metode for meditation.

Opgaven for Aikido i fremtiden er at få integreret det bevidste arbejde med udviklingen af Ki gennem et meditativt arbejde. Det som bekymrer mange oprigtige Aikido udøvere, er at Aikido skal blive et skalkeskjul for Yoga, Terapi og Helse Gymnastik, hvorved Aikido mister sine rødder som en Budo eller Kampkunst. Man kan naturligvis ikke forvente at nogen skal påtage sig den meditative opgave, det må beror på et individuelt valg.

Hvor vanskeligt det er at forstå begrebet Budo, ser vi i dag i islamiske fortolkning af begrebet Jihat eller ”Hellig krig” – som i realiteten er en Indre Krig i vort eget indre, mod det onde, sekterisme, fanatisme og egoisme. Budo er derfor den indre krigers vej. Den eneste virkelige sejer er at overvinde sig selv. At gøre op med det lille egos tyranni.

Spørgsmålet om brugen af traditionelle Japansk klædedragt som Dogi og Hakama rejses. I Aikikai er brugen af Hagama kun forbeholdt sortbælte graduerede og han anbefaler at bruge Dogi til træningen.

Klædedragt og adfærd i dojo er en essentiel del af den impuls til indre udvikling som udgår fra Aikido, uden at man udvikler sig til en slags "hvid japener".

Der peges her på at hvis vi seriøst ønsker at bruge Aikido som en udviklingsvej, må vi accepterer at Aikido har sine rødder en fjern orientalsk kultur arv, som trækker sine spor fra Tibet, Kina og Korea til Japan. På samme måde som man accepterer at den moderne sport har sine rødder i det antikke Grækenland. At sporten i vesten så er blevet gjort til underholdning og forretning er en anden historie.

Hvad angår den biologiske linie i Ueshiba familien som overhoved for Aikikai, siger Moriteru Ueshiba, at hans far aldrig har tvunget ham til at vælge denne vej og der er ingen grund til at betvivle hans udtalelse. Men taget navnet Doshou III i betragtning, som ”Den der beskytter centret” og den traditionelle arvefølge i al Japansk kultur, er det kun rimeligt at antage, at han har følt det som sit kald at antage embedet som Doshou III.

Til spørgsmålet om der findes autentisk aikido uden for Aikikai siger han, at man må følge sin egen vej, men at overførelsen fra hans bedstefar, far og til ham selv er den bedste grant for udviklingen af aikido.

Spørgsmålet om teknisk og personlig adfærd i forhold til gradueringer rejses: Hans svar er enkelt. Undervisningen i dojo må lægge lige megen vægt på det tekniske, som det åndelige indhold i aikido.

Det er den daglige impuls fra dojo, som viser sig ved eksaminationerne. Den rette adfærd i dojo og åndelige indhold må udøver daglig i dojo.

Sidste spørgsmål: Hvad er aikido? Jeg vil overlade læseren til selv at besvare det.

http://www.aikidojournal.com/forums/viewtopic.php?t=95

Phill Burgess, 6 dan British Ki-society.

Phill Burgess besøgte Gøreborg Ki-aikido selskab, November 2006.
Læse mere på dette link.

Lad ki strømme frit

Fællestræning Aiki Open

Se referatet fra denne event under link Aiki Open

Simplicitet

Kato, sensei med jo

Her nogle fotos af en Natur Dojo - det fik mig til at tænke på de Natur Dojo - Esbjerg og Århus
Ki & Aikido Dojo lavede ved Vesthavet.

http://kawatok-web.hp.infoseek.co.jp/aikido/2006_02_12okutama/2006okutama.htm

KATO Sensei – tavs og ukendt

Michael Holm og venner på udflugt i det Japanske forår.















Kato, sensei. 2005

Jeg mødte første gang navnet Kato, sensei , da Glx dojo 2005 var i Japan.

Der oplevede de at møde Kato, sensei.

Men hvem er denne Senseis egentlig?

Den engelske tekst finde den på dette link, samt en række af meget smukke billeder fra turen.

http://toitsu.dk/articles/articles2.html

Kato, sensei er født I Tokyo 1935 og begyndte træne Aikido som 19 årig i 1954 ved Hombu Dojo.

Han havde et almindeligt arbejde som trykker og deltog derfor kun én gang om ugen om aftenen.

For nogle få år siden gik han på pension og kunne derfor nu undervise i Aikido på fuld tid.

Nogle gør en hel del ud af at henvise til at de var uchideshi for O´sensei og nogle undre sig over

Hvorfor man ikke ser fotos med Kato, sensei sammen med Ueshiba, Årsagen er denne at disse foto normalt blev taget i dagtimerne, når han var på arbejde.

Han havde studeret 34 år før han lavede en dojo. Det var i den periode at han modtog 8 dan.

Kato, sensei, er en ”hverdagens aikidoka” – som bare havde et almindeligt job og trænede i sin fritid. Der var ingen som betalte for at modtage hans undervisning. Han hav bare aldrig op, men trænede uanset omstændighederne.

Hans opfattelse af aikido blev præget af O´sensei, som sagde: ”Budo er en gave fra Gud, ikke en skabelse af det menneskelige sind” og ”Budo kan ikke læres fra andre mennesker. Man må selv udøve det.”

Som så mange andre af O´senseis elever så gav sådanne udtalelser ingen mening og man accepterede blot hans udtalelser.

Derfor begyndte Kato at visualiserer hvad O´sensei gjorde og tog sig ikke så meget af det han sagde. Træningen med O´´sensai var til tider meget hård og Kato modtog kraftige Ukemie uden egentlig at kunne falde ordentlig, hvilket forskrækkede ham.

Men netop sådanne oplevelser styrkede hans hengivenhed til praksis. Hans imagenations metode er ikke noget som kan læres men kun antages og udøves med disciplin. Det handler ikke om at kopierer en lærer eller teknik, men at udvikle den fra sit eget indre. Det er derfor der i aikido er så mange forskellige måder at undervise på og ingen teknik er objektiv. O´senseis undervisning var ikke ud fra en bestemt model eller mønster, men altid nyskabende.

Et japansk ordsprog siger: ”Ekstrem blødhed kontrollerer hårdhed”, men O´sensei sagde: ”Ekstrem blødhed kontrollerer hårdhed og ekstrem blødhed kontrollerer blødhed”. Alle indeholder en sandhed og O´sensei hang sig ikke i kun et begreb, men omfattede mange opfattelser.

At forklare noget giver sjælden resultater, man må hjælpe eleverne til at skabe imagenationer, at visualiserer det de gør gennem praksis. Det er den eneste begrundelse for mundtlig undervisning. Ikke hvad der bliver sagt, men hvad det uvirker i sindet.

Kato lagde derfor megen vægt på at overfører sin undervisning gennem eksemplet. Kun gennem selv at opleve teknikken udført og modtage ukemi kan uke selv opleve hvorledes det føles og derefter selv forsøge på at genfinde denne kvalitet i sin egen krop og sind.

For Kato var det at se alt – ”At se er at tro”, sagde han.

Hvad angår Kotodama, så var Kato ikke nogen skriftklog. Han erkendte at forholdet mellem centret i maven (hara) og strubehovedet, projicerede Kimochi (følelser). Men for megen snak kan fører til ordlege. Det er afgørende i Budo er at der er overensstemmelse mellem ord og handling. Sig hvad du gør Styrken i Aikido er at tage om hinanden.

At kunne rumme og favne det som er os fremmed og uforståelig at skabe fred (Wa) og forbindelser (Musubi) der meget mere vanskelig and at vise styrke ved at lave kast og låse, det kan bare være en anden form for bevægelses leg.

Styrke i Aikido handler ikke om evnen til at kaste rundt med hinanden, men udholdenhed i træningen. At skabe gode relationer er også styrke.

Med mindre vore ord og handlinger gennemstrømmer det menneskelige perspektiv, er det ikke styrke i Aikido betydningen.

Det er derfor at udøvelsen af Kumiuch, traditionelle kampteknikker ikke er Aikido. Det betyder ikke svaghed, men at hævde sig selv på andres bekostning er ikke styrke. Et stærkt menneske kæmper ikke.

Nogle forfattere som var specialister samuraiernes historie kom en gang til O´sensei.

De begyndte at tale Sen sen no sen (svar før et angreb) og Ato no sen (mod angreb). Grundlæggeren svarede at det ikke findes. I aikido vinder man før kampen er begyndt. Han havde en opfattelse som gjorde alt til en enhed. Et værdisystem som overskred begrebet om at vinde og tabe.

Hans søn Kisshomaru, sensei var også en ægte underviser. Hans vurdering af folks integritet var stærk. Han kunne anerkende undervisere som havde en stærk individuel stil. Det er vanskelig at anerkende en aikido instruktør, som udøver en anden stil end den man selv udfører. Det kræver en del storsind. Det er vigtigt at træne alene.

Kato, sensei var som sagt ikke elev på heltid hos O´sensei, fordi han måtte passe et fuldtids job. Derfor var han nødt til at træne med sig selv. Der er mange former for Hitori wasa også med jo, bokken. og iaito. Før eller siden udvikler den ihærdige elev sin egen stil, han må da være særlig opmærksom på at træne sin imagenations kraft og respekt for hans sempai.

Det forhold at hans først i en alder af 53 år lavede en dojo, taler for sig selv.

Unge mennesker burde teste deres fysiske grænser. Men træner man ikke sin moralske fantasi, ender man kun med at Aikido bliver en slags mental og emotionel helse gymnastik.

Det er vigtigt at træne fredeligt og uden at bekrige hinanden. Uden broderlighedens ånd kan aikido ikke trives.

O´sensei sagde en gang til Kato: ”Jeg har overhovedet ingen elever. Der findes ingen elever, men mange kammerater som ledsager mig. Jeg har ledsagere som vil fuldfører denne filosofi.

.

The three fold of the human foot

Normalt er der kun dansk sprogede tekster på denne Weblog, men da den blev skrevet på engelsk ser jeg igen mening i at oversætte den baglæsn.
Baggrunden for denen artikel er reflektioner over mit sommernmøde med Yosigasaki, sensei i Borrevejle 2006.

læs mere på: Aiki-arkiv aug 2006

At finde sin Do

For nogen tid siden så jeg i et debat forum følgende udtalelse: ”De fleste aikidoka interesserer sig ikke så meget for filosofien i aikido, men kun for teknikkerne”.
Denne udtalelse rummer en kendsgerning. For 10 år siden hørte jeg den samme opfattelse udtalt på en endnu mere radikal måde: ”Der findes kun teknikker i aikido”.

Jeg stillede da spørgsmålet: ”Hvad blev der af O´sensie åndelige lære?” - Jeg modtog intet svar far nogen side.
Jeg begyndte da selv at undersøge spørgsmålet og kom til den konklusion, at den åndelige lærer som O´sensie, bl.a. nedfældede i sine Dokas ”Fredens Kunst” og andre af hans anvisninger for en indre skolingsvej, forsvandt ud af aikido da han døde.

Det skyldes for skellige forhold: a) ingen af hans elever kunne eller ville antage O´seneis åndelige lære. b) ønsket om at tilsløre og fjerne de historiske bånd som viser, at O´senies udvikling af hans Aikido ikke havde været mulig uden støtte fra Omoto religionen.

Det er karakteristisk for den udviklings om finder sted i Aikikai efter O´sensei død, at de af hans personlige elever, som søgte at opretholde en åndelig impuls i aikido, dvs. kontemplation og meditation, rette deres opmærksomhed med Zen-meditationen.

En anden side af den åndelige demission af O´sensies arbejde knyttede sig til det kan kaldte Kotodama – ”Det åndelige ord” og ”Den universelle Ki”

I vestlige traditioner tales der ofte om ”Det tabte Ord, som blev væk og genfundet, skønt det aldrig havde været borte”.

Der synes for mig at være to tendenser i dette spørgsmål: a) der fravælger enhver tale om et indre åndeligt arbejde i forbindelse med aikido og b) de der søger en indre skolings vej som er i harmoni med O´sensies oprindelige intentioner.

En sådan udvikling er ikke et spørgsmål om aikido i den forskellige organisations former. Aikikai er jo ikke nogen ”stil” eller ”linie”, men en multinational paraplyorganisation.
Aikikai er altså ikke en Ryu, men en forening af forskellige ryu, som har det ene til fælles at de graduerer ud fra de linier der er nedlagt af Aikikai Doshou, Japan.
Som sådan kan og har Aikikai ikke nogen officiel holdning til religiøse eller åndelige spørgsmål, men holder sig udelukkende til tekniske spørgsmål.

Det betyder imidlertid ikke at der i Aikikai ikke findes Shihan og Senseis som foruden det tekniske program har deres eget syn på spørgsmålet om Aikido som en indre skolingsvej.

Den største gruppe af Shihan og Senseis som kreativt arbejder med spørgsmålet om Aikido som en indre skolingsvej, findes imidlertid uden for Aikikai organisationen.

Arbejdet med Ki og Meditation er imidlertid et individuelt anliggende, som ikke kan leve ud fra traditionelle organisatoriske forhold, uden at løbe risikoen for arbejdet bliver en unaturlig konstruktion eller en slags ny-reigiøsitet i lighed med O´sensies Omfoto religion.

Problemet er ikke stå stort så længe vi beskæftiger os med det helsemæssige, skønt faren for at løbe ind i kommercielle og terapeutiske ambitioner også er en fare på dette felt.
Den værste fare ligger i det mange oplever som det religiøse element og ikke mindst i vor kulturkreds som er præget af Protestantisme og hundrede af års afstandtagen fra Katolske Hierarkier og Mysticisme er der en stor berøringsangst for det vi kan kalde ”det indre åndelige liv”.

Gennem de sidste 40 år er der imidlertid sket en vis opblødning på dette felt gennem de åndelige impulser som er kommet fra orienten, Indien, Kina og Japan.
Skønt Zen har sin oprindelse i Japansk kultur, blev den i 60erne nærmest et modefænomen i store dele af vesten. Den Hinduistiske Yoga åbnede også mange nye døre, på samme måde som forskellige Buddhistiske meditations metoder også har vundet stor udbredelse i vesten.

På samme måde som vesten ikke har kunne antage Ko-ryu og Mestre af disse traditioner hævder at de kun kan trives i Japan, således er kulturimport fra orienten heller ikke anvendelig, hvis det betyder at det vestlige menneske skal antage gamle orientalske adfærdsmønstre og religiøse opfattelser.

Det handler netop i vesten om ikke at nytage orientens gamle visdom, som en slags pseudoreligiøsitet. Selv aikido i sin kun tekniske form rummer dette faremoment af nyreligiøsitet.

Kun der hvor vi kan gå ind og forstå og bruge de meditative sider af østens gamle
visdom på en åndsvidenskabelige kan vestens menneske gøre brug af den øvelses praksis som har sine rødder i den orientalske visdom.


Man kan udmærket dyrke aikido som en slags human selvforsvar, eller som en interessant måde at få motion på og for langt de fleste er det nok – ja mere end nok.

At foretage endnu et skridt er som at løse den Gordiske knude. Det kaldes også den ”Endelige skær”. Sværdet er sindets der skære gennem det tilsyneladende.
At skære ind til benet er at ramme noget hårdt og afgørende. Det at frigørelsen kun er at finde i os selv og at det selvskabte ikke findes noget sted uden for en selv.

Det er derfor at Aikido adskilte sig fra Aiki-jutsu og derfor at Aikido ikke kan findes gennem træning af nok så mangen teknikker hvor mange år man så end hengav sig til en sådan stræben.

Det er derfor at Aikido er en Do – hvor Jutsu er et biprodukt et sekundært resultat og ikke målet i sig selv, men det var netop på dette afgørende og springende punkt at O´sensei blev overhørt af sin samtid og sin eftertid.
Mål og middel bliver forbyttet med de alvorligste konsekvenser til følge

Alle forskellige åndelige veje (Do) er udtryk for forskellige processer eller metoder, for at opnå det samme mål.. Men Do er proces som kun finder sted i menneskets inderste bevidsthed.

Målet kaldes ved forskellige navne: Oplysning, Satori, Himmelens Kongerige eller Regnbuelegemet, men hvad end vi kalder denne tilstand er den kun et billede på Sindets inderste og oprindelige natur.
Det selvskabende og selvopløsende åndelige væsen i mennesket.

Den uendelige befrugtning

AIKIDO KRAFT LEGEME



Nogle betragtninger om den nødvendige fornyelse i livet
og hvorledes vi kan se disse i Aikido.

Aiki-arkiv
Læs mere 28-2-2006

Aikido og styrketræning

http://forum.aikiportal.dk/viewtopic.php?t=60
En drøftelse af hvad er styrke i Aikido-

Rei-gi hvad er det?

En dojo er et individuelt ansvarsfællesskab som indgås mellem frie og myndige mennesker. En dojo er et sted hvor der udøves en budo øvelsespraksis, hvis væsen bygger på et aristokratisk princip og moralsk imagenation.

Mange tror at en dojo er en juridisk forening hvor der gælder de samme regler som i politiske partier. En dojo kan, men behøver nødvendigvis ikke at være organiseret som en juridisk forening, men de fleste dojoer er bundet op omkring en demokratisk forenings struktur, af hensyn til økonomiske tilskuds fordele.

At en dojo ikke er underlagt demokratiske principper skyldes at de fleste budo former er bygget op omkring et graduerings system. Lederens af en dojo (dojo cho) er normal den højest graduerede.

Vi kan således tale om de forenings styrede dojoer og de private dojoer.

Læs mere på Aiki-arkiv december 05

Er aikido en kampkunst eller

Da Ki-selskabet blev oprette var der mange som oplevede det som en bevægelse bort fra aikido som en kampkunst.

Når man ser på de mange video som findes med Tohei, sensei lades man ikke i tvivl om at hans teknikker er kampkunst.

I sin rolle som Chefinstruktør for Aikikai, har mange af de nulevende Shihans praktiseret sammen Tohei i sin tid. De fleste aikido skoler er på en eller anden måde præget af hans bidrag til videre udvikling af aikido.

Hvad Tohei sensei primær pegede på var nødvendigheden af at ”være naturlig afspændt” når man praktiserede aikido.

I 1998 var jeg i Japan med G. Ruglioni, Shihan, Ki-dojo, Italien for at møde Mr. Tohei. Han fortalte mig da, at den første gang Mr. Tohei kom til Europa for at undervise i sin aikido, var der mange højt dan graduerede deltagere, som alle gik rundt og så meget seriøse ud. Han sagde til dem: ” Jeg kan ikke undervise Jer når I ikke kan smile” – efter nogen tid løste man op for stivheden i sindet og deltagerne begyndte at bevæge sig mere naturlig afslappet.

Læs mere Aiki-arkiv december o5

Noget mangler, noget er forkert...

Efter sigende et af K. Toheis ynglings citater før han stiftede Ki-selskabet.

Blandt de elever som samlede sig omkring grundlæggeren af Aikido, M. Ueshiba, kan man uden overdrivelse sige at K. Tohei var en af hans hovedelever.

På det organisatoriske plan viste det sig ved hans udnævnelse som General Chef Instruktør for Aikikai med rang af 10 dan.

Det er imidlertid ikke denne ydre side af hans virke som gør at jeg vil betegne ham som en af grundlæggerens hovedelever. Der var mange andre elever som stod M. Ueshiba personligt nærmere end K. Tohei og som viede det meste af deres liv til at tjene Ueshiba familien og den rolle som Doshu i Aikikai.

Når man hører om de udtalelser som er kommet fra K. Tohei, vedrørende hans forhold til M. Ueshiba, så kan man med rette spørge om betegnelsen hoved elev i det heletaget passer på K. Tohei.

Læs mere i Aiki-arkiv - november 05

Zen i aikido

Tenzan Toyoda, Shihan.

In Toyoda Shihan's opinion, Morihei Ueshiba O-Sensei was someone with a deep realization of wisdom,
obtained through a life of hard training. However, O-Sensei's personal meditation training was
an eclectic blend of Shinto and other practices which suited his rather unique personality...and were
not passed on in any coherent form. O-Sensei did not systematize the internal aspects of his training.
The result, according to Toyoda Shihan, is that Aikido practitioners in general do not deeply
engage in any sort of meaningful internal training. They speak about "harmony" and "neutralizing
conflict", but their understanding is purely intellectual and emotional. They lack the solidity of physical
realization, and the martial energy and power, which come from disciplined training in meditation
and breathing. "Twenty-five years of training, so what!" he once remarked about a senior practitioner.
"Twenty-five years, just throwing people around a few hours a week. For nothing."

http://members2.jcom.home.ne.jp/ichikukai/eindex.html

Misogi i aikido

Ichikukai-top

Hjemmeside for Misogi Dojo i Tokyu Japan.

Søren Dalsgaard

Aikido er mere og andet end selvforsvar. Aikido er først og fremmest en indre udviklings vej eller øvelses praksis, som har til formål at vise mennesket en proces eller vej (do) hvorved mennesket kan bringe sig i harmoni med livet (aiki).

Begrebet Misogi blev i Edo perioden (1683-1868) sat i forbindelse med en åndedræts metode, som stammer fra en gammel Shintoistisk tradition.. Den blev i perioder forbudt, fordi magthaverne mente at den styrkede viljes kraften hos dem som dyrkede denne metode og dermed mindre kontrollable for de magtbesiddende væsner. Metoden var derfor hemmelig i perioder.

Metoden blev meget kendt gennem den berømte sværd kunstner og digter Tesshu Yamaoka.

Senere i 1937 antog Tohei, sensei denne metode under vejledning fra Tetsju Ogura, som var elev af en interessant skole ved navnet Ichikuka, som betyder ”skolen 1 og 9” eller ”19”. En interesant navngivning for en esoterisk skole, som mindre om alfa og omega – begyndelse og afslutningen – fordi 1 et det laveste tal og 9 det højeste – alt andet er derefter kun kombinationer af disse to tal 1 og 9. problemet med de gamle metoder var at de var særdeles strenge og forudsatte lange perioder med retread fra det sociale liv.

Læse mere på - Aiki-arkiv - november 05