At finde sin Do

For nogen tid siden så jeg i et debat forum følgende udtalelse: ”De fleste aikidoka interesserer sig ikke så meget for filosofien i aikido, men kun for teknikkerne”.
Denne udtalelse rummer en kendsgerning. For 10 år siden hørte jeg den samme opfattelse udtalt på en endnu mere radikal måde: ”Der findes kun teknikker i aikido”.

Jeg stillede da spørgsmålet: ”Hvad blev der af O´sensie åndelige lære?” - Jeg modtog intet svar far nogen side.
Jeg begyndte da selv at undersøge spørgsmålet og kom til den konklusion, at den åndelige lærer som O´sensie, bl.a. nedfældede i sine Dokas ”Fredens Kunst” og andre af hans anvisninger for en indre skolingsvej, forsvandt ud af aikido da han døde.

Det skyldes for skellige forhold: a) ingen af hans elever kunne eller ville antage O´seneis åndelige lære. b) ønsket om at tilsløre og fjerne de historiske bånd som viser, at O´senies udvikling af hans Aikido ikke havde været mulig uden støtte fra Omoto religionen.

Det er karakteristisk for den udviklings om finder sted i Aikikai efter O´sensei død, at de af hans personlige elever, som søgte at opretholde en åndelig impuls i aikido, dvs. kontemplation og meditation, rette deres opmærksomhed med Zen-meditationen.

En anden side af den åndelige demission af O´sensies arbejde knyttede sig til det kan kaldte Kotodama – ”Det åndelige ord” og ”Den universelle Ki”

I vestlige traditioner tales der ofte om ”Det tabte Ord, som blev væk og genfundet, skønt det aldrig havde været borte”.

Der synes for mig at være to tendenser i dette spørgsmål: a) der fravælger enhver tale om et indre åndeligt arbejde i forbindelse med aikido og b) de der søger en indre skolings vej som er i harmoni med O´sensies oprindelige intentioner.

En sådan udvikling er ikke et spørgsmål om aikido i den forskellige organisations former. Aikikai er jo ikke nogen ”stil” eller ”linie”, men en multinational paraplyorganisation.
Aikikai er altså ikke en Ryu, men en forening af forskellige ryu, som har det ene til fælles at de graduerer ud fra de linier der er nedlagt af Aikikai Doshou, Japan.
Som sådan kan og har Aikikai ikke nogen officiel holdning til religiøse eller åndelige spørgsmål, men holder sig udelukkende til tekniske spørgsmål.

Det betyder imidlertid ikke at der i Aikikai ikke findes Shihan og Senseis som foruden det tekniske program har deres eget syn på spørgsmålet om Aikido som en indre skolingsvej.

Den største gruppe af Shihan og Senseis som kreativt arbejder med spørgsmålet om Aikido som en indre skolingsvej, findes imidlertid uden for Aikikai organisationen.

Arbejdet med Ki og Meditation er imidlertid et individuelt anliggende, som ikke kan leve ud fra traditionelle organisatoriske forhold, uden at løbe risikoen for arbejdet bliver en unaturlig konstruktion eller en slags ny-reigiøsitet i lighed med O´sensies Omfoto religion.

Problemet er ikke stå stort så længe vi beskæftiger os med det helsemæssige, skønt faren for at løbe ind i kommercielle og terapeutiske ambitioner også er en fare på dette felt.
Den værste fare ligger i det mange oplever som det religiøse element og ikke mindst i vor kulturkreds som er præget af Protestantisme og hundrede af års afstandtagen fra Katolske Hierarkier og Mysticisme er der en stor berøringsangst for det vi kan kalde ”det indre åndelige liv”.

Gennem de sidste 40 år er der imidlertid sket en vis opblødning på dette felt gennem de åndelige impulser som er kommet fra orienten, Indien, Kina og Japan.
Skønt Zen har sin oprindelse i Japansk kultur, blev den i 60erne nærmest et modefænomen i store dele af vesten. Den Hinduistiske Yoga åbnede også mange nye døre, på samme måde som forskellige Buddhistiske meditations metoder også har vundet stor udbredelse i vesten.

På samme måde som vesten ikke har kunne antage Ko-ryu og Mestre af disse traditioner hævder at de kun kan trives i Japan, således er kulturimport fra orienten heller ikke anvendelig, hvis det betyder at det vestlige menneske skal antage gamle orientalske adfærdsmønstre og religiøse opfattelser.

Det handler netop i vesten om ikke at nytage orientens gamle visdom, som en slags pseudoreligiøsitet. Selv aikido i sin kun tekniske form rummer dette faremoment af nyreligiøsitet.

Kun der hvor vi kan gå ind og forstå og bruge de meditative sider af østens gamle
visdom på en åndsvidenskabelige kan vestens menneske gøre brug af den øvelses praksis som har sine rødder i den orientalske visdom.


Man kan udmærket dyrke aikido som en slags human selvforsvar, eller som en interessant måde at få motion på og for langt de fleste er det nok – ja mere end nok.

At foretage endnu et skridt er som at løse den Gordiske knude. Det kaldes også den ”Endelige skær”. Sværdet er sindets der skære gennem det tilsyneladende.
At skære ind til benet er at ramme noget hårdt og afgørende. Det at frigørelsen kun er at finde i os selv og at det selvskabte ikke findes noget sted uden for en selv.

Det er derfor at Aikido adskilte sig fra Aiki-jutsu og derfor at Aikido ikke kan findes gennem træning af nok så mangen teknikker hvor mange år man så end hengav sig til en sådan stræben.

Det er derfor at Aikido er en Do – hvor Jutsu er et biprodukt et sekundært resultat og ikke målet i sig selv, men det var netop på dette afgørende og springende punkt at O´sensei blev overhørt af sin samtid og sin eftertid.
Mål og middel bliver forbyttet med de alvorligste konsekvenser til følge

Alle forskellige åndelige veje (Do) er udtryk for forskellige processer eller metoder, for at opnå det samme mål.. Men Do er proces som kun finder sted i menneskets inderste bevidsthed.

Målet kaldes ved forskellige navne: Oplysning, Satori, Himmelens Kongerige eller Regnbuelegemet, men hvad end vi kalder denne tilstand er den kun et billede på Sindets inderste og oprindelige natur.
Det selvskabende og selvopløsende åndelige væsen i mennesket.